Anmeldelse: Digitale forskningsmetoder

Bogen leverer gode introduktioner til digital brug af traditionelle kvalitative metoder. Desværre er den mindre anvendelig når det kommer til de mange helt nye muligheder og værktøjer det digitale felt tilbyder, skriver Bjørn Schiermer og Thea Rabe.

Anmeldt av: 

Bjørn Schiermer, Professor, Institutt for Sosiologi og Samfundsgeografi, UiO

Thea Rabe, Stipendiat i sosiologi, Nord Universitet og redaktør for sosiologen.no

Det er ikke stort mere end et tiår siden man første gang hørte om «digitale metoder», men allerede nu integreres digitale værktøjer og metoder i mainstreamsociologien. Det varer næppe ti år mere før enhver sociologiuddannelse med respekt for sig selv har et selvstændigt studieelement på bachelor- eller masterdelen som skal give de studerende digitale kompetencer.

 

Der har længe været behov for metodebøger som tager disse temaer op på norsk. Det var derfor med store interesse vi fik Anne Tjønndal og Ingrid Fyllings Digitale forskningsmetoder i hænderne.

 

Før vi anmelder selve bogen, er det nødvendigt med en kort gennemgang af hvad vi forstår ved begrebet ”Digitale Metoder”, der findes nemlig to ret forskellige tilgange til det nye felt.

TJlnndal-og-Fylling_945x600_acf_cropped

Digitale forskningsmetoder ble utgitt i 2021 på Cappelen Damm.

Boken er skrevet Anne Tjønndal og Ingrid Fylling ved Nord Universitet

Digitale eller digitaliserede metoder

Den ene tilgang fokuserer på internettet. Her udnytter man det faktum at vores interaktion på nettet foregår digitalt og efterlader sig digitale spor. Man koncentrerer sig altså om digitale data som både kan hentes ned digitalt og analyseres digitalt. I denne tradition – og i bogen Digital Methods af Richard Rogers (2009) – refererer udtrykket digitale metoder – til brugen af (ofte frit tilgængelige eller open source) digitale værktøjer for å drive forskning.

 

Fordelen ved denne tilgang er at den er i stand til at udnytte selve nettets digitale struktur. Den uddrager både interaktionsmønstre og netværk og eventuelle mængder af tekst og kommentarer direkte. Her excellerer man i digitalt drevne former for «issue mapping», «text mining» og «sentiment analysis» som direkte udnytter de enorme mængder af data, vi efterlader på nettet. Dette snævrere digitale metodefelt handler altså ikke bare om kvantitative fordele, men også om opkomsten og udviklingen af helt nye analyseformer overfor fænomener som hører til i det digitale fra starten, «født» digitale som det hedder – det gælder ikke mindst de ofte opsigtsvækkende netværksanalyser, som kan påvise eksistensen af polarisering, ekkokamre og alskens andre sociologisk interessante fænomener.

 

Den anden tilgang til det digitale felt er mindre ambitiøs når det kommer til selve det digitale og tekniske aspekt. Man går ikke efter digitale data efterladt på netsider og sociale medier, og man søger ikke at nedtage dem eller analysere dem ved hjælp af digital software. Man kan nok bruge digital teknologi – smartphones, digitale videoer, email osv. – til at skaffe data, men søger ikke at laste dem ned direkte fra nettet. Man ser snarere det digitale som en mulighed for at rekvirere informanter eller for, gennem mere traditionelle metoder såsom digital eller «virtuel» etnografi, eller digitaliserede interviews eller spørgeskemaer, at skabe nye data. Man kan derfor referere til denne tilgang med et begreb om «digitaliserede metoder».

 

Digitaliserede metoder muliggør en dybere og rigere empiri på en række felter. Man kan jo udføre relevant etnografisk arbejde i en Facebook gruppe, en subkultur på 4chan eller kigge på hvordan Journalister arbejder på Twitter uden at have adgang til digitale værktøjer eller vide noget som helst om at programmere. Nye begreber såsom «netnografi» og «digitalt feltarbejde» hører hjemme i en sådan sammenhæng. Man får her muligheder for fordybelse og forståelse som ikke er tilgængelige for den rent digitale analyse. Man kan dermed placere de internetbårne aspekter af en given subkultur i et bredere perspektiv – både i forhold til de eventuelle offline sider af den samme subkultur og i forhold til eksistensen og samfundet i øvrigt. Men har altså helt andre muligheder for at fokusere, nuancere og kontekstualisere end i den rent digitale lejr.

 

Når dette er sagt, så er der flere som afviser forestillingen om at digitale metoder og digitaliserede metoder står i modsætning til hinanden. Hollandske Noortje Marres (2017) – ved siden af Rogers en af de centrale eksponenter for den snævrere tilgang til det digitale – er bestemt ikke afvisende overfor brug af mere traditionelle metoder når det gælder om at løse de udfordringer vores nye digitale virkelighed opstiller for os. Italienske Alessandro Caliandro (2018) søger på basis af Rogers’ arbejde at vise hvordan kendskab til de interaktionsmuligheder, de «metoder» som en bestemt platform bruger til at for-strukturere og facilitere den faktiske interaktion, vil kunne komplementere brugen af etnografiske metoder og digitalt feltarbejde på den givne platform.

Når dette er sagt, så er der flere som afviser forestillingen om at digitale metoder og digitaliserede metoder står i modsætning til hinanden.

Digitale forskningsmetoder (Tjønndal og Fylling, 2021)

Anne Tjønndal og Ingrid Fyllings Digitale forskningsmetoder er en 164-siders bog som forsøger at føre traditionellekvalitative og kvantitative metoder up-to-date. Bogen undersøger de begrænsninger og muligheder som internettet og et stadigt mere digitaliseret samfund stiller op for de traditionelle metodefelter.

 

Dette fokus er nu ikke helt entydigt, og de to forfattere søger også til en vis grad at redegøre for væsentlige udviklinger for den snævrere og mere tekniske tilgang. Efter et indledende kapitel som skal afgrænse bogen og give et overblik – ikke helt ulig det vi forsøger at give ovenfor – diskuterer bogen således indsamling og analyse af (rent) digitale data ved hjælp af digitale værktøjer. Det samme sker i et senere kapitel om big data («stordata»). Men man kan ikke sige at de to forfattere for alvor formår at skabe engagement og forståelse for de analytiske muligheder som den snævrere og mere tekniske tilgang stiller til rådighed.

 

Bogen er altså først og fremmest at forstå som en aktualisering af traditionelle – men digitaliserede – metoder i det sociale internets tidsalder, med et klart fokus på det kvalitative. Man fornemmer at det er hér Tjønndal og Fylling selv har stået i lære. Bortset fra et par afsnit om digitale spørgeskemaer i kapitel 4, lægger bogen vægten på digital etnografi, analyse af visuelle data, diskursanalyse, digitale historiefortællinger og interviewmetoder. Bogens sidste lange kapitel diskuterer de mange nye etiske, videnskabsteoretiske og praktiske komplikationer som det digitale fører med sig.

 

Digitale forskningsmetoder er en forholdsvis kort bog, og det korte format kræver selvfølgelig et stramt fokus. Vi forstår at der må prioriteres, og forfatterne melder klart ud med hensyn til deres interesse for de traditionelle perspektiver. Så det er kanskje for meget at forlange af de to forfattere at de burde have bevæget sig længere ud i en egentlig introduktion af mulighederne på det digitale felt.

 

Man får imidlertid en fornemmelse om at de to forfattere ikke er helt klar over hvad som foregår her – og i særdeleshed ikke klar over at udviklingen af offentlig tilgængelige værktøjer og analyseredskaber nu har nået et niveau hvor alle kan (og bør) drage nytte af dem. Burde man ikke lige have nævnt Nasjonalbibliotekets Språkbank med alle dens digitale services og databaser? Introduceret til word clouds? Frit tilgængelige N-gram-analyseteknologier? Tekstanalyseværktøjet Voyant Tools? The Internet Archives Way-Back Machine? Eller de mange tilgængelige værktøjer på Digital Methods Initiatives (DMI) hjemmeside (University of Amsterdam)? Og hvad med digitale værktøjer såsom Botometer, Hoaxy og Botslayer, utviklet av Observatory on Social Media ved Indiana University? (som kan bruges til at analysere og identificere de ”bots” og som vi alle, vidende eller uvidende, møder i stort omfang i vores daglige færdsel på nettet.) For slet ikke at tale om den stadig stigende tilstedeværelse av ”fake” indhold og information på nettet?

 

Det er vanskelig å forstå at en bog om det digitale, som for øvrigt indeholder et helt afsnit om diskursanalyse, ikke i det mindste nævner nogen af de mange lettilgængelige værktøjer til text mapping? Eller bare viser en enkelt word cloud? En enkelt henvisning til de nye digitale forskningssatsninger på Sociologisk Institut i København (SODAS) eller til aktuelle digitale metodepublikationer fra miljøet for digitale metoder på Aalborg Universitet (i København) havde været åbenlyst relevant i denne kontekst. Skal man have en introduktion til de muligheder som den snævrere digitale felt stiller til rådighed, er det altså ikke Tjønndal og Fyllings Digitale forskningsmetoder man skal hive ned fra hylden.

 

Tjønndal og Fyllings bog kan heldigvis noget andet. Bedst er de to forfattere når de bliver konkrete og empiriske. Det gælder for det første når de giver eksempler på udviklinger af nye og spændende måder at bruge det digitale på: afsnittet om den improviserede brug af Snapchat til at få (unge) informanter til at sende fotografier til forskerne (som senere kan analyseres videre eventuelt med bidrag fra de unge selv) er inspirerende. Også afsnittende om brug af visuelt materiale er forfriskende og nuanceret på trods af den afmålte plads. Her introduceres vi for vigtige overvejelser om den voksende vigtighed at det visuelle i kulturen generelt og i den digitale kultur i særdeleshed – og for de metodiske problemer og muligheder der følger heraf, eksempelvis i arbejdet med sociale medier.

Bedst er de to forfattere når de bliver konkrete og empiriske. Det gælder for det første når de giver eksempler på udviklinger af nye og spændende måder at bruge det digitale på...

Tjønndal og Fylling åbner forskerens eller den studerendes øjne for nye forsknings- og analysemuligheder. Også forfatternes idé med at afslutte kapitlerne med et par «refleksionsspørgsmål» er god og fungerer glimrende. Dette tvinger læseren til at formulere hypotetiske forskningsspørgsmål, reflektere over mulige fordele og begrænsninger ved valgte design eller til at gøre sig tanker om mediespecifikke kulturer (og de forskellige sociale mediers relevans i forhold til forskellige slags forskningsspørgsmål). Som Tjønndal og Fylling fremhæver i indledningen insisterer bogen på at det er forskningsobjektet der bør definere metodevalg, og ikke omvendt. Denne sympatiske tanke udmøntes fint i bogen.

 

Endelig skal også bogens behandling af relevante etiske, epistemologiske og praktiske problemer og muligheder ved det digitale fremhæves. Afsnittene om rekruttering af informanter over nettet og på de sociale platforme er åbenlyst relevante. Det samme gælder, ironisk nok, afsnittende om de problemer som disse positive muligheder skaber, ikke mindst afsnittet om «forskningstræthed» (survey response fatigue).

 

Bogens sidste kapitel kan varmt anbefales til alle der begiver sig ud på nettet i forskningsmæssigt øjemed. Den komplicerede diskussionen af hvilke forandringer det digitale bringer med sig når det kommer til spørgsmål om «repræsentativitet» er vigtig og relevant. Det samme gælder diskussionen af de mange etiske afvejninger de nye muligheder bringer med sig. De to forfattere formidler her nuanceret og informativt på trods af den begrænsede plads. Læseren introduceres kort til nye problematikker omkring «anonymisering» i digitale kontekster, problemer med at indhente «informeret samtykke», nye krav til sikring og opbevaring af (følsomme) data osv.

 

Mindre relevant er bogen når den bruger for meget tid på at genintroducere kvalitativt stof fra gængse metodebøger. Vi forstår at man er nødt til at kontekstualisere for at kunne beskrive det nye og anderledes, men mener alligevel at man kunne have prioritet det nye og brugt mindre energi på det gamle. Interviewet, eksempelvis, er vel egentlig en af de metoder som er mindst berørt af det digitale? Behøver vi da et helt kapitel om interview (kap. 7)? Denne prioritering bliver ekstra bemærkelsesværdig når man ser at diskursanalyse – som er et af de steder hvor det digitale i den grad kunne have været til hjælp – afhandles over et enkelt afsnit.

 

Det er tid til at konkludere: Tjønndal og Fyllings lille bog udfylder et tomrum når det kommer til spørgsmålet om hvordan traditionelle metodiske kompetencer kan oversættes til det digitale felt. Men bogen giver ikke en fyldestgørende oversigt over hvilke nye muligheder det digitale tilbyder. Specielt har de to forfattere ikke tilstrækkeligt blik for udviklingen af digitale værktøjer og for de analyse- og forskningspotentialer som ligger gemt her.

 

I det hele taget må man sige at en bog om digitale metoder også burde gi læseren lidt mere kritisk digital «dannelse» end de to forfattere formår i Digitale forskningsmetoder. Vi savner et kapitel om hvordan nettet egentlig hænger sammen, dets historie, udviklingen af søgemaskinen, hvordan et «news-feed» på Facebook egentlig genereres, algoritmernes – ikke «logaritmerne» (!) (s. 81) – funktion og betydning på nettet. Vi savner også lidt formidling af generelle ændringer af vores adfærd på nettet: lidt, for eksempel, om de seneste års (farlige) bevægelse mod de store «sociale» platforme eller om den øgede tilstedeværelse af kunstig intelligens, «bots» og ”fake news” på nettet.

 

Lidt basal viden om internettets opbygning, om de rammer og infrastrukturer som både former og animerer vores adfærd og vores interaktion på nettet, bør selvfølgelig flettes ind i en informativ digital metodebog som bryster sig af at lade metoden følge fænomenet. Det samme gælder et vist mål af kritisk tidsdiagnostik og formidling af digital dannelse. En sådan viden er ikke ekstern til fænomenet.

 

Tjønndal og Fyllings Digitale forskningsmetoder er en god og hurtig læst bog for forskere som vil danne sig et overblik over de nye digitale felter. Den er også velegnet i en undervisningskontekst sidst på et BA-kursus om kvalitativ metode. Men den bør ikke stå alene i et kursus som skal give en tidssvarende og fyldestgørende introduktion til digitale metoder. Dertil er de egentlig digitale muligheder når det kommer til at trække data direkte fra nettet og analysere dem, simpelthen for stedmoderligt behandlet. Vi skal derfor, lidt utraditionelt, tillade os at anbefale Tjønndal og Fyllings bog sammen med Andreas Birkbak og Anders Kristian Munks Digitale Metoder fra 2017. Sidstnævnte udgør et glimrende supplement til Tjønndal og Fylling. Birkbak og Munk har netop sin force der hvor Tjønndal og Fylling ikke leverer – og omvendt. De to bøger komplimenterer hinanden fint.