Da den franske sociolog, videnskabsantropolog og filosof Bruno Latour døde 9 oktober i fjor, 75 år gammel, blev hans livsværk hyldet i de fleste store europæiske og amerikanske aviser. På sin vis følger Latours receptionshistorie et skema vi kender fra receptionen af andre store franske intellektuelle, hvor en tænker opnår stærk popularitet blandt sociologer, litterater og kulturteoretikere, men forbliver kontroversiel blandt filosoffer – især angelsaksiske filosoffer. Latours sidste bøger – specielt Down to Earth fra 2017 – har gjort ham kendt langt uden for de akademiske cirkler. Opfinderen af Aktør-netværks-teori (ANT) gælder nu som miljøbevægelsens store nutidige tænker og sociolog. De spørgsmål som Latour stiller til sociologien, synes mere relevante end nogensinde. Så vidt jeg kan se er de endnu ubesvarede. Jeg skal komme tilbage hertil i slutningen af denne nekrolog.
"De spørgsmål som Latour stiller til sociologien, synes mere relevante end nogensinde."
Latour blev født i Beaune, en mindre by 100 km nord for Lyon, i 1947. Efter gymnasiet studerede han filosofi og teologi. Under sin militærtjeneste i Afrika (Elfenbenskysten) udviklede han antropologiske interesser – et skema man kender fra andre franske sociologer – og drejede snart disse i en videnskabssociologisk retning. Resultatet heraf blev Latours første bog Laboratory Life skrevet sammen med briten Steve Woolgar i 1979. Derefter fik han ansættelse på et mindre center for innovationsstudier på Paris’ ingeniørskole Ecole de Mines hvor han også mødte de to medopfindere af ANT, John Law og Michel Callon. I 2007, under indtryk af den stigende berømmelse, flytter Latour til den parisiske eliteskole for politikvidenskab Sciences Po. Latour forblev tilknyttet Sciences Po indtil sin død.
Latour skrev mere end 30 bøger og en sand myriade af videnskabelige artikler og antologibidrag (Se Latours velfungerende hjemmeside, hvor det meste af hans arbejde er tilgængeligt: http://www.bruno-latour.fr/biography.html). Han deltog i en række debatter i den franske og den internationale offentlighed – ikke mindst under Coronakrisen var engagementet stort – og har desuden kurateret kunstudstillinger og arbejdet med teater. Han modtog Holberg-prisen i 2013 for sit “arbejde med modernitetsbegrebet”. Latour var desuden medlem af det britiske akademi og besad en række af ærestitler ved europæiske og amerikanske universiteter. Hans værker er oversat i rigt mål – flere heraf også til dansk og norsk.
I denne nekrolog skal jeg kort kigge på fire repræsentative værker af Latour. Titlerne på bøgerne, Laboratory Life (1979), Reassembling the Social (2007), An Inquiry Into Modes of Existence (2013) og Down to Earth (2018), siger allerede meget om Latours rejse. Mens Latours første bøger er snævert forankret i det fremvoksende Science and Technology Studies-felt (STS) – og, endnu snævrere, i de såkaldte “laboratorie studier” – så dækker hans værk i det sidste tiår filosofiske og økologiske problematikker og ambitioner der vokser selv den bredeste sociologiske horisont over hovedet.
Vitenskapsteoretiske betraktninger
Laboratory Life: The Social Construction of Scientific Facts fra 1979 er Latours første bog. Bogen – igen, skrevet med Steve Woolgar – bygger på års feltarbejde i de berømte SALK-laboratorier i San Diego (La Jolla) i USA. Bogens popularitet blev hjulpet på vej af det faktum at den gruppe videnskabsmænd som Latour og Woolgar undersøgte, blev ledet af den franske endokrinolog Roger Guillemin som modtog Nobelprisen i 1977. Laboratory Life var fra starten kontroversiel. Ikke blot har vi at gøre med en gryende videnskabssociologisk selvbevidsthed der skubber idealiserende videnskabsfilosofiske modeller for videnskabelig praksis til side og i stedet lægger vægt på empirisk undersøgelse af videnskabelig praksis helt på linje med andre former for praksis. Men bogen blev også fra starten placeret i en konstruktivistisk tradition som af mange opfattedes som relativistisk og skeptisk. At Latour delvis selv var skyld i denne fortolkning – og måske også selv blev klogere på sit eget projekt – fremgår af at han efterfølgende ændrede titlen på bogen ved at udelade det forkætrede “social” i “social konstruktion”. Andenudgaven af bogen, fra 1986, hedder simpelthen Laboratory Life: The Construction of Scientific Facts.
Et kort ophold ved denne detalje bringer os direkte til hjertet af Latours univers. Latour er, måske frem for noget andet, anti-reduktionist. At reducere alle de medvirkende faktorer i en konkret videnskabelig praksis til et typisk begreb om diskurs eller magt – à la “den sociale konstruktion” af dette eller hint – er netop ikke Latours sag. Latour er ikke poststrukturalist. Men at reducere videnskabelig praksis til det videnskabelige objekts værk alene – og blot betragte alle de sociale og materielle faktorer som accidentielle eller forstyrrende – er lige så fladt. Latour er ikke videnskabelig realist. Videnskabelige “facts” konstrueres. Men de er selvfølgelig selv med, selv bidragsydere, og forhåbentlig vigtige sådanne, i denne konstruktion. Et aktør-netværk, Latour style, medtager alle de betydende aktører. Alle de forhold som gør en forskel. Det gælder selvfølgelig det videnskabelige objekt – det enzym som Guillemins team udforsker – ligesom det gælder det videnskabelige udstyr, apparaturet, samt diverse sociale forhold og alliancer forskerne imellem. Latour var konstruktivist. Men han var ikke socialkonstruktivist.
Utvikling av aktør-nettverks teorien
Dernæst springer vi 30 år frem i tid. Reassembling the Social: An Introduction to Actor-Network Theory fra 2007 er Latours endelige forsøg på et bredere opgør med sociologien. Ideerne fra det videnskabsantropologiske arbejde bliver her videreudviklet og generaliseret. Bogen er Latours mest omfattende introduktion til Aktør-netværks-teorien. Bogen har en byggeplads på coveret. Her konstrueres. Bygges. Samfund og sociale fænomener skal snarere forstås som et igangværende byggeprojekt med et væld af forskellige materialer end som et resultat af bare “kulturelle” eller “sociale” faktorer – hvordan vi end forestiller os sidstnævnte.
Men bogen rummer også indgange til et mere teoretisk spor i Latours forfatterskab: hans anthropologie des modernes, hans undersøgelse af det moderne menneskes “antropologi”. Her analyserer Latour altså vores – vestlige, moderne mennesker – typiske måder at tænke og leve på. Mest kendt er We Have Never Been Modern fra 1991 hvor Latour dekonstruerer den begrebslige sondring mellem kultur og natur, mellem socialitet og materialitet. Latours modernitetsantropologi er et forsøg på at påvise en fundamental inkongruens mellem det faktum at vi i det moderne samfund bliver mere og mere “hybride”, mere og mere viklet ind i teknologi, materialitet og natur, samtidig med at vi – forgæves – søger at rense og adskille det angiveligt “rent” humane fra disse sfærer.
"Mest kendt er bogen We Have Never Been Modern fra 1991 hvor Latour dekonstruerer den begrebslige sondring mellem kultur og natur, mellem socialitet og materialitet"
I Reassembling the Social sættes dette perspektiv imidlertid ind i en sociologisk kontekst. Latour registrerer hvordan sondringen mellem kultur og natur har struktureret og deformeret den sociologiske tanke. Tænk på hvordan Max Weber grundlægger sin “forstående” sociologi i direkte modsætning til et naturvidenskabeligt tankesæt. Mennesker “handler” (i hvert fald ideelt set) forståeligt og meningsfuldt. Hos dyrene og i naturen, derimod, finder man kun instinktiv og determineret “adfærd”. De konventionelle modsætningspar – handling/adfærd, frihed/determinisme, sjæl/legeme, autonomi/heteronomi, kultur/natur osv. – former i den grad Webers handlingssociologi. Men det samme gælder jo, omend med modsat fortegn, for en anden klassiker, nemlig Emile Durkheim. Durkheim hylder på sin side netop det sociale som noget andet end det psykologiske, noget “udvendigt” angiveligt på linje med naturens kræfter og eksterne materielle genstande. Som bekendt ønsker Durkheim i sine programmatiske skrifter netop at lære den fremtidige sociolog at “se det sociale som en ting”. Også Durkheims ideer hviler altså i høj grad på dualismen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige, mellem kultur og natur.
Et fenemenologisk spor
Følger man den “antropologiske” tråd i Latours forfatterskab mærker man hurtigt en handlingsteoretisk og – i mangel af bedre ord– fænomenologisk interesse trænge sig på. Denne side udfoldes i An Inquiry Into Modes of Existence: An Anthroplogy of the Moderns. Bogen fra 2013 er måske Latours mest komplekse værk. Man kan sige at bogen repræsenterer den positive side af Latours modernitetsantropologi: hvordan forbinder det moderne menneske sig til – og forbindes af, ved, gennem – verdens mange objekter eller “eksistenser”: kunstens, litteraturens, psykologiens, tingsverdenens, teknikkens, rettens, videnskabens, politikkens, religionens osv. Latour undersøger hvordan disse handlingsnetværk ser ud i fænomenologisk forstand, hvordan de opleves, hvordan de tales, hvad forskellen mellem dem er, og hvordan de kombineres. Samtidig er det også klart at Latours modernitetskritik – den negative side af hans antropologi – her får et mere systematisk udtryk. Hvis der er en rigtig måde at indgå i disse relationer til humane og ikke-humane aktører på, da er der også en forkert: de “modernes” typiske måde at tænke verden på gør at de overser mediationer eller forbinder disse forskellige verdener forkert.
"Men samtidig er Latour, i modsætning til Schutz, "symmetrisk" eller "flad" i sin "ontologi": døden eller Gud eksisterer i samme grad som fysiske genstande"
Der er paralleller her til sociologisk “uddifferentieringsteori”, til Weber og Simmels idé om gensidigt udelukkende “værdisfærer” eller til Niklas Luhmanns idé om isolerede “funktionssystemer”. Men i realiteten er inspirationen en anden. Latour taler, inspireret af den Amerikanske filosof William James, om et “plurivers”. Hvis fænomenologi handler om at beskrive forskellige oplevelsesverdener som de egentlig opleves, kan vi sige at der er en fænomenologisk interesse på spil her – hvilket i øvrigt understreges af at også fænomenologen Alfred Schutz interesserede sig for disse idéer hos James. Men samtidig er Latour, i modsætning til Schutz, “symmetrisk” eller “flad” i sin “ontologi”: døden eller Gud eksisterer i samme grad som fysiske genstande. Det samme gælder alle de fiktive væsener vi møder i kunst og littatur. Med andre ord: der findes ikke en enkelt virkelig fysisk verden som de andre, angiveligt mindre virkelige, verdener så er “afledt” fra. Romanens mange væsener eksisterer ikke mere eller mindre end laboratoriets ditto. Men de opfører sig anderledes. De eksisterer på en anden måde end videnskabens fysiske genstande. Vi har brugt hundreder af år på at diskutere hvor virkelige eller uvirkelige de religiøse væsener er i forhold til dem vi finder i naturvidenskaben, måske er det tid til at spørge hvad de gør forskelligt i stedet. Dette kan vi faktisk blive klogere af. Empirisk.
Øko-aktivisme
Det sidste værk jeg ønsker at nævne, er bogen Down to Earth: Politics in the New Climactic Regime fra 2018. Bogen repræsenterer Latours endelige gennembrud udenfor akademia. Men også det økologisk-politiske spor repræsenterer en langvarig hjertesag for Latour. Vi har at gøre med en af de vigtigste årsager til hans kritik af den traditionelle sociologis indifferens over for de ikke-menneskelige væsener. Senest har han sammen med andre nutidige tænkere ladet sig inspirere af ideen om det antropocæne og af den britiske biolog og tænker James Lovelocks “Gaia”-teori.
Down to Earth er hurtig læst. I stedet for at søge at flygte fra katastrofen som medlemmerne af en ekstremt privilegeret global overklasse (der nu køber deres egne sydhavsøer eller bestiller billetter til en fremtidig kolonisering af Mars), må vi blive nede på jorden – hvor vi jo egentlig hører til.
Globaliseringens skyggesider er efterhånden blevet åbenbare for enhver: vi må besinde os på de grænser vores planet sætter for os og finde en bærekraftig model for vores relationer til naturen. Men vi må samtidig undgå at falde tilbage i “lokalistisk” selvtilstrækkelighed, nationalstatslig kommunitarisme eller nostalgisk drømmeri om et isoleret hjemland. Vi må finde et nyt sted “at lande”, heraf den franske titel òu atterrir?.
Man mærker her en mere aktivistisk side hos den ældre Latour. Interessant nok begynder denne at trænge sig på samtidigt med at Latour synes at lukke mere traditionelle sociologiske termer ind i sin sociologi. Det gælder ikke mindst klassebegrebet. Måske mest markant i det nylige samarbejde med den danske sociologiske komet Nikolaj Schultz, arbejder Latour for dannelsen af en ny social bevægelse, en “ny økologisk klasse”. Schutz og Latour forsøger her at omforme klassebegrebet så det kommer på højde med tidens hybride væv af politiske, økonomiske og (ikke mindst) økologiske udfordringer og overskrider traditionelle politiske forskelle mellem højre og venstre.
På mange måder udgjorde Corona-krisen et højdepunkt for Latours offentlige engagement. Han så nedlukningen som en form for “generalprøve”, et bevis på at vi selv i de mest CO2-udledende samfund i verden – både i Vesten, USA og Kina – faktisk, hvis vi er tvunget til det, formår at sætte konkrete grænser for økonomien. Nedlukningen kan ses som en demonstration af at samfundene har magt til at begrænse produktionsparadigmet og gennemtvinge en mere bærekraftig model. Men den havde også gavnlige konsekvenser på det personlige plan: den tvang folk til at gennemtænke hvilke relationer de kan undvære og hvilke afsavn de kan leve med – også disse kompetencer kan sættes i miljøets tjeneste.
"Vi er nødt til at diskutere om det ikke er på tide at lukke naturen og tingene ind i samfundet. Og dermed ind i sociologien."
Som jeg bemærkede i indledningen, så er Latours historie også en typisk historie om en omtvistet figur der ender som en af sin tids mest celebrerede og fejrede sociologer. Alligevel forblev Latour i flere henseender kontroversiel. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om stil. Den 600 siders Modes of Existence indeholder hverken referencer eller litteraturliste.
Et andet kontroversielt punkt gælder Latours kritik af den gængse sociologi og af de sociologiske klassikere. Man kunne nok have ønsket at han var gået forsigtigere og grundigere til værks i arbejdet med de sociologer som han ikke kunne lide. Det gør det ikke meget bedre at det modsatrettede forsøg på at reetablere Gabriel Tarde som netværkssociolog avant la lettre, er lige så selektivt. Man finder intet forsøg hos Latour på at nuancere billedet af de tænkere han kritiserer, ligesom han heller ikke udfolder ambivalenser og kompleksitet hos de sociologer han ser som forbilleder. Alt for ofte forfalder han selv til den reduktionisme og kassetænkning han rettelig kritiserer andre for.
Dette har imidlertid den konsekvens at Latours eget program står sjældent klart. Latour er nok polemisk, men han fortaber sig aldrig i polemikker. Der er intet selvsmagende hos Latour. Men mere humor end ironi. Mere charme og overskud end destruktion og kritik, mere positivitet end negativitet. Latour har simpelthen ikke tid til at opholde sig hos sine kritikere. Han brugte den i stedet på at udvikle en ny sociologi, en ny politisk økologi, et nyt empirisk program, en ny metafysik, en ny fænomenologi, en ny modernitetskritik. Og han lod sig aldrig rigtig forstyrre i dette arbejde.
"Latour har simpelthen ikke tid til at opholde sig hos sine kritikere"
En værdig afslutning på denne nekrolog kunne bestå i at genartikulere Latours grundlæggende udfordring til sociologien. Jeg tænker den formuleret nogenlunde som følger: er den gængse sociologis antropocentrisme ikke også et udtryk for en fundamental nedvurdering af vores sociale relationer til naturen? Efter min mening er dette spørgsmål mere aktuelt end nogensinde. Det gælder også dets konkretisering i en norsk (eller dansk) velfærdsstatslig sammenhæng hvor uligheds- og klasseforskningen traditionelt står stærkt: har det sociologiske fokus på at undgå ulighed mellem mennesker ikke skygget for en voksende ulighed i forhold til naturen?
Nu kan man selvfølgelig mene at der ingen sammenhæng er mellem den nuværende økologiske katastrofe og samfundsvidenskabens forkærlighed for relationer mellem mennesker. Men er man ikke dermed netop med til at cementere den åbenlyse diskrimination af de ikke-menneskelige væsener? Det er hvad Latour hævder. Han brugte sit liv på at gøre oprør mod denne diskrimination, blotlægge dens begrebslige og metafysiske forudsætninger, og at udtænke måde at undgå og omgå den på. Jeg tror Latour havde ret i hovedsagen. Og jeg tror at vi – os sociologer – må tage denne principielle diskussion op. Ellers vil den blive pånødet os udefra. Og dette bliver ikke kønt. Vi er nødt til at diskutere om det ikke er på tide at lukke naturen og tingene ind i samfundet. Og dermed ind i sociologien.
