Tingene og sociologien
Den tyske sociolog Georg Simmel (1858-1919) er kendt for sin idé om at samfundet som helhed kommer til syne i enkeltfænomenerne. Selv i de mest overfladiske genstande sætter helheden sit aftryk, selv de mest upåagtede genstande kan, mente Simmel, bruges til sociologisk analyse: Det rigtige sociologiske blik kan få totaliteten frem i dem, få makrokosmos frem i enkeltdelen, få dem til at fortælle os hvor vi er på vej hen, hvilke bevægelser, gensidigheder og tendenser der findes på samfundsplanet. Ethvert fænomen vil påvirke og reflektere andre fænomener, ingen ting er bare hvad den er alene, og derfor vil man, ligegyldigt hvor man sætter det sociologiske stetoskop til samfundslegemet, kunne høre variationer eller brudstykker af den samme melodi. På den baggrund er det måske ikke så mærkeligt at Simmel selv skrev en række små essays om helt trivielle ting og objekter: Om døre og broer, om hanken, om moden, om flirten, om landskaber osv.
Simmels tanker resonerer med nyere former for «materialisme» som er dukket op over de sidste tyve-tredive år – forbundet med navne som Bruno Latour i sociologien, Donna Haraway og Karen Barad i videnskabs- og kønsstudier og med nye forskningsfelter såsom «materiel kultur», «materiel agens» eller «aktør-netværksteori». Også disse nye felter insisterer på fænomenernes forbundethed og gensidighed, og også her er man opmærksom på de materielle genstandes vigtige rolle i det sociale – måske i endnu større grad en Simmel. Det materielle er med til at holde samfundet sammen. Det bidrager til vores handlinger alene eller sammen med andre, former, strukturer og orienterer dem. Sikkert er det i hvert fald at tingene er med til at oppebære og stabilisere vores kulturelle og moralske konstruktioner.
Her skal det handle om et bestemt tingsunivers, et interiør kunne man sige. Jeg har været på NAV på Tøyen. Jeg skal søge at vise, hvordan en tingsbevidst fænomenologisk beskrivelse kan få nye sider frem i skildringen af forholdet mellem stat og individ. Jeg vil centrere mig om hvordan den materielle indretning af NAVs lokaler bruges til at skabe nye moralske dyder og pligter og nye former for skyld og skam hos de besøgende. Jeg skal udfolde disse beskrivelser ved at trække på den franske sociolog og idéhistoriker Michel Foucault (1926-1984) og Foucaults analyse af nye former for magt, disciplinering og overvågning i det moderne samfund. Centralt står her navnlig den sene Foucaults interesse for nye «magt-teknologier» der excellerer i nye former for selv-ledelse, ansvarspålæggelse og individualisering af statslig styring og kontrol. Men lad os gå til tingene selv!
Fredag 1.maj kl. 10.30, Tøyen NAV-center
Man skal ikke tage noget nummer. Der er ingen steder at trække en købillet, intet elektronisk nummersystem. Man går bare ind. Sagsbehandlingen er fleksibel, fortæller man mig, tilpasset den enkelte – også dem som har det vanskeligt med det digitale og ikke klarer at bestille tid på nettet. Ingen bliver gjort til et nummer her. Her er intet Weberiansk «jernbur» af fremmedgørende bureaukrati; virkeligheden er langt fra scenerne i Franz Kafkas Processen. Her er ingen høje skranker hvor nidkære og almægtige sagsbehandlere ser ned på den enkelte. Faktisk er her ikke en gang en skranke. En medarbejder sidder ved et almindeligt hæve-sænkebord uden forplade, og det er brugeren – «borgeren», hedder det nu – der kigger ned på den smilende sagsbehandler. Jeg ser at hun faktisk har taget skoene halvt af, som om hun var halvt hjemme. Hvis scenerne i Kafka handler om manglende transparens, om et uigennemskueligt forvaltningssystem som kan skalte og valte med den enkeltes liv, så peger alt her i den modsatte retning: Ligesom skranken er transparent, er ikke bare dørene, men hele væggen ind til hvert kontor af glas. Her er ikke noget skjult.
Overvågningen af stedet er diskret men ikke desto mindre umiskendelig. Her er ikke bare én, men tre sikkerhedsvagter. Den ene går en runde og kigger diskret ind i kontorerne hvert kvarter, mens jeg er der. Da bliver det selvfølgelig også klart at glasvæggen ind til kontorerne ikke bare skal demonstrere åbenhed og transparens i sagsbehandlingen. Det handler også om sikkerhed og overvågning. Det er også klart, det ser jeg, da jeg går ud igen, at vagterne faktisk tæller brugerne som går ind. Jeg når at blive spurgt to gange om jeg har «brug for hjælp», eller om jeg «venter på nogen», mens jeg sider og kigger. En enkelt hjemløs bliver fulgt ud i kulden. Det er ingen tvivl om at vægterne kan blive håndfaste hvis nødvendigt. Men staten har ikke behov for at udstille sin magt her. Man har mere subtile mekanismer. Farvevalget på væggene er afdæmpet og smagfuldt, og man mærker hvordan gæsterne naturligt nedtoner deres stemmer når de kommer ind. Diskret muzak strømmer fra skjulte højtalere, beroliger de slidte kroppe og stemmer dem i langsomme svingninger. Dette er ikke stedet hvor man laver en scene eller hidser sig op.
Der er få rester af «moderne» organisation tilbage med dens upersonlige og totalitære elementer. Kontorerne har ikke navne men numre, men numrene sidder på små skilte, ikke med store parkeringskælderagtige tal placeret over dørene. Og igen: intet kønummer. Man bliver hentet personligt av den enkelte sagsbehandler, når det er ens tur. De totalitære tendenser man ellers ser i meget af Oslos nyere arkitektur og byplanlægning – prøv at gå en tur ned af Schweigaardsgate mod skatteetaten! – er fraværende her. Alt foregår på individets niveau. Der er intet her der får én til at føle sig lille og ubetydelig. Snarere er der noget sært intimt og dagligstueagtigt over rummet. Der er ingen ventesalsstemning. Ingen hårde bænke. Pladserne har puder. Der er endda enkelte højryggede stole, hvor man kan sidde behageligt. Der er sågar et lille privat hjørne hvor man kan skænke sig et glas vand.
Den personlige hjælp står i centrum - men det handler om hjælp til selvhjælp. Man skal "aktiveres". Lære at tage ansvar.
På den anden side: Så tykke er puderne heller ikke. Så mange siddepladser er her egentlig heller ikke. Der er ingen blade eller aviser. Man får ikke lov til at skabe sin egen tidslomme. Her er ingen kaffe eller te. Man bliver ikke hængende. Man skal ikke føle sig alt for meget hjemme – rummet forbliver offentligt. NAV er hverken en cafe eller varmestue. Snarere føles, slår det mig, lidt som hotel-lobby. Den imødekommende stemning har trods alt sine begrænsninger. Stedet er kun for folk som har noget at gøre her.
Der er heller ingen genstande som orienterer kroppe mod hverandre. Inde på sagsbehandlerkontorene er der selvfølgelig borde, men ikke i det fælles venteareal. Her er ingen genstande som retter én ind mod det fælles eller som kunne skabe grupper eller samtaler mellem fremmede. Udover musikken som sørger for at sætte de tilstedeværende kroppe i rolige og lidt søvnige svingninger, er al kollektiv stemning fraværende. Selvom mange kommer to og to, er det faktisk umuligt at komme til at sidde overfor hinanden. Møblementet og indretningen individualiserer og «afkollektiviserer» kroppene. Vi er lysår fra den anonyme masse man fandt i fortidens varmehaller eller på gaden: Den farlige masse. Man behøver næppe at være angst for revolution i Norge 2021 eller frygte for opstand på NAV. Kanske enkeltindividers frustration. Men selv denne tages dygtig i opløbet. Lokalet og indretningen gør det meste – vagter og overvågning gør resten.
I stedet er det den individuelle skæbne som står i centrum. Individet ses ikke som et ubetydeligt atom, men som et individ med, som det hedder, «egne ressourcer». Den personlige hjælp står i centrum – men det handler om hjælp til selvhjælp. Man skal selv gøre hvad man kan. Man skal «aktiveres». Lære at tage ansvar. Det første som sker på NAV efter tilmelding, er at man skal udvikle sin egen helt individuelle «aktivitetsplan». En printer placeret centralt i rummet ved siden af fire computerstationer udgør et fixpunkt for al interaktion. Her kan brugerne – med hjælp fra personalet – få printet deres planer, cv’er og formulerer og ansøgninger ud. Al den snak og interaktion som spreder sig omkring de centralt placerede computer og printere foregår mellem den enkelte bruger og det hjælpeberedte personale. Det handler om selvfremstilling, om aktivitetsplaner, om hjælp i forbindelse med jobansøgninger eller om udfyldelse af personlige dokumenter og dokumentation i forbindelse med ansøgninger til kommunen. De enkelte borgere, derimod, taler ikke sammen. Ikke engang selvom de tydeligvis oplever mange af de samme tekniske problemer med det digitale udstyr.
Foucault og de moderne former for magt
Foucault er kendt for sine undersøgelser af hvorledes den moderne stat hører sammen med opkomsten af nye former for magtudøvelse. I stedet for nøgen og brutal magt udøvet oppefra og ned, med en enevældig konge som det absolutte centrum, hænger den moderne vestlige stat selvfølgelig sammen med opkomsten af demokratiet – men også, og det er her Foucault er en skarp iagttager, med opkomsten af mere diffuse videnskabelige former for magt. Det handler først og fremmest om befolkningskontrol. Magten bliver stadig mere upersonlig, abstrakt og uhåndgribelig. I stedet for at opretholde ro og orden ved hjælp af fysisk straf og spektakulære henrettelser, handler det om at overvåge befolkninger ved hjælp statistik, demografi, kriminologi og god samfundsvidenskab. Om at administrere, styre, planlægge, optimere, organisere, monitorere og lede – om at forstærke eller forhindre tendenser og mønstre på befolkningsplan. De moderne samfund er massesamfund. Dette viser sig også i de moderne institutioner og den afretning af kroppe som findes her, i skoler, hospitaler og fabrikshaller – det viser sig i moderne byplanlægning – tænk igen på Schweigaardsgate – og i kunsten. Franz Kafkas og Charlie Chaplins billeder af hvordan det moderne menneske pulveriseres i det moderne samfunds enorme anonyme maskineri er at forstå som en kritik af disse totalitære tendenser.
Man tænker igen på Webers metafor om det moderne samfunds «jernbur». Men Foucault har mere at sige. Ikke mindst har meget af hans arbejde en nymaterialistisk side: Foucault er kendt for sin analyse af moderne fængselsarkitektur – det såkaldte «panoptikon» – og af den måde hvorpå overvågning og disciplinering sikres i det moderne skolerum, gennem selve hospitalets og fabrikkens indretning. Men han demonstrer også hvorledes disse tendenser hænger sammen med at nye måder at tænke mennesket på: her opstår nye former for empirisk videnskab som sigter på at afklare sondringen mellem det normale og det afvigende, det raske og det syge, det civiliserede og det uciviliserede, det rationelle og det irrationelle: psykologi, psykiatri, socialmedicin, evolutionsbiologi, kriminologi osv. Her opstår de åndsvage, de psykisk syge, de homoseksuelle, de kriminelle, her opstår laverestående racer og koloniale subjekter, her opstår de hysteriske, følelsesbetonede og irrationelle kvinder. Her opstår med andre ord alskens former for afvigelse og anormalitet som den anden side af et stærkt konformitetspres og en udbredt selvdisciplinering blandt de «normale» – i sidste ende hvide, mandlige og heteroseksuelle – borgere. Magten er på vej ind mod indersiden af individet, individets sjæl, i stedet for bare at rettes mod dets ydre, mod individets krop.
NAV 2.0
NAV 2.0 viser hvor langt vi nu er kommet af denne vej. Først og fremmest ser man tydeligt at vi har lagt tidligere tiders industrielle former for organisation og massebehandling bag os. NAV er, hvis ikke et anti-autoritært sted, så i hvert fald anti-totalitært. NAV møder brugeren i øjenhøjde. NAV disciplinerer ikke kroppe, men nudger dem blidt – enhver kan finde en pude, få sig en tår vand. Hvor det moderne masseatom var udskifteligt, så er det senmoderne velfærdsatom unikt. Man står ikke længere i kø, man er ikke længere bare én i mængden. Man får individuel sagsbehandling, man skal lave sit eget CV, udarbejde sin unikke «aktivitetsplan». Det handler om at lære at arbejde med sig selv, med sit selv, om at demonstrere hvad man kan og ikke kan som helt individuelt individ. Det handler, som det hedder, om «ansvarliggørelse». NAVs Logo, som forestiller et håndtryk, udtrykker denne respekt for det myndige enkeltindivid. Vi har at gøre med en kontrakt mellem stat og borger, mellem ligeberettigede, forstår man. NAV søger at undgå alt som smager af «klientifisering». Man stoler på borgeren, man kontrollerer ikke.
Men klart er det også at der netop hermed indstiftes nye former for kontrol og disciplinering. Tilstedeværelsen af sikkerhedsfolk i døren og de mange diskrete kontrolcheck i rummet vidner om at fysisk magt stadig kan være nødvendig. Men den holdes diskret i baghånden – staten skildrer ikke længere med den. Det er ikke nødvendigt. Den øgede ansvarliggørelse gør at den enkelte selv har overtaget denne tvang. Ansvarliggørelse har den uundgåelige effekt at individerne, også selvom de måske ikke direkte tvinges til at påtage sig ansvaret for den situation de er havnet i (og som gør at de opsøger NAV), ikke desto mindre må påtage sig ansvaret for at ændre den og forbedre den – og helst hurtigst muligt. Det er heri at «kontrakten» med NAV består. Og lokalet fortæller dem præcis dette: Det er til for et begrænset ophold. Bevares, igen, det skal ikke være direkte ubehageligt at vente. Men komforten er alligevel begrænset, man får ikke lov til at gøre sig det alt for mageligt. Man skal ikke tage ophold. Og samtidig er man basalt set alene på NAV. Ligesom allerede indretningen adskiller kroppene, har man også et eget «forløb». Det første som sker når en ny person kommer til møde på NAV, er at sagsbehandleren vil danne sig et indblik i «individets totale livssituation». Man kan nok få hjælp til at sætte sit CV op og til at printe det ud, men det kan dog bare handle om én selv og ingen anden, og om hvordan den enkelte kommer ud af systemet igen. Om at finde arbejde. Eller om at komme på uføretrygd. Om at få afklaring, bare at komme videre. Om at få de rigtige «vedtag». Om individuel frelse.
Enhver som træder ind i lokalerne på Tøyen kan mærke magten. Her bliver skæbner afgjort.
Det er symptomatisk at der ingen skærme er med arbejdsledighedstal på NAV. På trods af at det er en af NAVs vigtigste opgaver at formidle mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft, så er denne forbindelse svær at få øje på fra lokalerne på Tøyen. Der står heller ikke mange linjer om den nuværende situation på arbejdsmarkedet i den aktivitetsplan den enkelte udarbejder sammen med NAV. Dette bidrager selvsagt til at fastholde følelsen af ansvar og skyld hos den enkelte. Det er svært at forestille sig en anden måde at gøre det på, men bagsiden af ønsket om at «møde borgeren i øjenhøjde», bagsiden af den individuelle sagsbehandling, af ønsket om at give «hjælp-til-selvhjælp» er at presset lægges alene på individet og at strukturelle faktorer forsvinder ud af ligningen. Ofte er det selvfølgelig dette pres – og den fornemmelse af skyld og skam der følger med – som gør at individet finder arbejde, snarere end NAVs aktive medvirken. Eller tænk på borgeren som ønske at få uføre. Her er situationen ofte desperat. Det handler om at få afklaret sin skæbne. Men også her må NAV først undersøge balancen mellem hjælp og selvhjælp. NAV skal søge at få borgeren til mobilisere de «ressourcer» han eller hun faktisk har. Det skal undersøges hvor meget den enkelte kan mestre af sit liv. Også her arbejdes i dybden på det helt intime plan, og også her vil NAV møde dig med tillid og i øjenhøjde – samtidig med at testene, arbejdsprøverne, lægebesøgene sættes i gang og dokumentationskravene indskærpes.
Forsøget på at menneskeliggøre socialstaten er en god ting. Ingen ønsker det «moderne» totaliserende og standardiserende maskineri tilbage – hverken i forvaltning, byggestil, byplanlægning, sundhed eller skole. NAV 2.0 peger fremad. Men samtidig skal vi selvfølgelig være opmærksomme på de undertykkelsesmekanismer som alligevel skjuler sig i disse forandringer – også, uden tvivl, for dem som udøver den. Den er der jo. Enhver som træder ind i lokalerne på Tøyen kan mærke magten. Her bliver skæbner afgjort.
På NAV 2.0 afprøver man nye modeller for forholdet mellem samfund og individ. Allerede den materielle indretning viser, hvordan man her indøver nye procedurer, afprøver nye samspil mellem kroppe og genstande som hverken kollektiviserer eller atomiserer, men i stedet tager sigte på at ansvarliggøre den enkelte. Disse magt-teknologier er så moralske som de er materielle. De korresponderer med nye former for social orden og styring, nye former for magtudøvelse som vender individet indad mod sig selv og installerer nye former for skam og skyld i individets inderste. Vi har at gøre med en ny magtkonfiguration – et nyt «dispositiv» ville Foucault sige – som gør den faktiske magtudøvelse nærmest usynlig: Basalt set skjuler den en økonomi af ensidige forpligtelser og faktisk tvang bag en jargon af gensidighed og ligeberettigelse. Den skjuler magten i former for hjælp og rådgivning der fremtvinger selvovertagelse og ansvarliggørelse og dermed også nye former for samvittighed og selveksamination. Kanske der nok gemmer sig mulighed for at opnå myndighed og anerkendelse her. Men også nye former for skyld og skam.