Vil du dette utallige gange mere?

Bæredygtighed er i dag et begreb, som vi kan finde overalt omkring os og særligt inden for markedsføring samt erhvervslivet i det hele taget. Men samtidig synes analyser, som førnævnte udtryk udspringer af, at pege på en vis distance hos mange til selvsamme. Det er som om, at tingene også kan blive for bæredygtige – i hvert fald hvis der skal ofres tid eller penge på det. Det er en tankegang, der endda er opfundet et specifikt udtryk for inden for den voksende litteratur om markedsføring af bæredygtige produkter: snæversyn i bæredygtighedsmarkedsføring (”sustainability marketing myopia”)[1]. Men hvad nu hvis det bæredygtige som et imperativ og et normativt ideal kræver meget mere af os etisk og politisk, end vi ellers tænker til hverdag? For at kunne sige noget om dette ’mere’, fordres imidlertid løbende refleksion og debat omkring, hvad bæredygtighed overhovedet går ud på, og hvilke politiske kampe begrebet kan indgå i. Bæredygtighed bør dermed ikke blot afvæbnes og reduceres til endnu en markør for den nye kapitalismes velgørende ånd. Begrebet besidder fortsat et radikalt potentiale for politisk forandring på trods af den løbende distancering og afmontering af selvsamme – et potentiale, der kan udfoldes ved, at begrebet bearbejdes og dermed begribes på ny.

I følgende artikel vil jeg derfor undersøge, hvorvidt og hvorledes begrebet ‘bæredygtighed’ kan fungere som en tom betegner inden for nutidens politiske og sociale liv. ‘Tom betegner’ er min oversættelse af empty signifier, som er et centralt udtryk i den argentinske filosof Ernesto Laclaus politiske filosofi. Forsimplet henviser udtrykket hos Laclau til en proces, hvor en betegner for en partikulær sag eller kamp delvist tømmes for indhold ved at knytte sig til andre sager og dermed erhverve et mere altomfattende eller måske endda ’universelt’ præg, hvordan sidstnævnte end kan forstås. Bæredygtighed er i den forbindelse et specielt begreb, som på dansk er fremkommet via en dobbeltoversættelse; ‘bæredygtighed’ opstod i 1970’erne[2] som en oversættelse af det engelske ‘sustainability’, der igen er en nyere oversættelse af det tyske ‘Nachhaltigkeit’, som allerede blev brugt i starten af 1700-tallet.[3] ‘Nachhaltig’ kan ud over ‘bæredygtig’ også oversættes med andre umiddelbart positive begreber som ‘holdbar’ eller ‘vedvarende’, men den pludselige oversættelse og udbredelse af begrebet til andre sprog fra starten af 1960’erne foregik på baggrund af miljøproblemer, der viste en åbenlys mangel på den positivitet, som det nye begreb skulle indfange; ‘bæredygtighed’ fødtes således af sin egen modsætning.[4]

Men før vi dykker nærmere ned i begrebets nutidige brug er det værd at forklare lidt om den teoretiske baggrund for idéen hos Laclau om, at ord og begreber kan fungere radikalt forskelligt. Udtrykket ’empty signifier’ går igen i flere af Laclaus værker såsom Emancipation(s) (1996), On Populist Reason (2005) og The Rhetorical Foundations of Society (2014).[5] Det er et centralt udtryk i hans politiske filosofi, fordi det belyser, hvordan ord, symboler eller personer kan forvandles til omdrejningspunkter for politisk forandring og vores sociale forestillingsevne. For at forstå dette udtryk er det imidlertid væsentligt med et indblik i Laclaus overordnede sprogfilosofi og ontologi. I Ernesto Laclau og Chantal Mouffes Hegemony and Socialist Strategy (fra nu af benævnt som HSS) står begrebet diskurs centralt som et begreb for vores måde at forholde os til verden på som socialt interagerende væsener. ‘Diskurs’ defineres i HSS som en mere eller mindre struktureret totalitet, der opstår som resultat af en pågående artikulatorisk praksis.[6] Artikulatorisk praksis kan foregå gennem tale såvel som skrift såsom kropssprog, tegn og symboler. Anlæggelse og indretning af en park er eksempelvis også en artikulation, fordi den som helhed og i dens enkeltelementer – sø, legeplads, stier, bænke osv. – er organiseret som genkendelig og meningsfuld for besøgende. Det betyder i praksis, at vores virkelighed og dens materialitet i høj grad også er diskursivt organiseret, fordi ikke kun tale og skrift indgår som momenter i forskellige diskurser men også resten af den fysiske omverden, der fremtræder for os som en del af en større diskursiv helhed.

Sprogets indre grænser

I forlængelse af ovenstående introducerer Laclau og Mouffe i HSS udtrykket flydende betegnere (“floating signifiers”) som en betegnelse for det fænomen, at visse elementer i en diskurs ikke fikseres men snarere flyder rundt i diskursen og alt efter kontekst tilskrives forskellig betydning[7] – som f.eks. et værktøj med adskillige funktioner. For Laclau er sådanne betegneres mulighedsbetingelse, at der findes en intern grænse eller umulighed i sproget, som viser sig for os ved, at der tilsyneladende kan opstå ’tomme’ betegnere, uden at der er tilknyttet noget betegnet overhovedet; som en strøm af tegn uden nogen henvisning. At sprog er begrænset, kan man ifølge Laclau ikke empirisk slutte sig til men fremgår som en følge af selve sprogets natur. Sprog er et system af forskelle – en tankegang, som særligt den schweiziske lingvist Ferdinand Saussure introducerede –  og fordi enhver betegnelse opstår ved at adskille sig fra de andre betegnelser i et sprog, implicerer enhver sproghandling i princippet et sprogsystem i dets totalitet. Én enkelt betegner tilskrives ikke bare den betydning eller det betegnede, som den gør, af sig selv, men fordi den markeres som anderledes end alle de andre betegnere, som vi kender til. Men en totalitet er per definition en afgrænset totalitet, og derfor må sprogets grænser også træde ind i enhver betegnelse i form af forstyrrende elementer, som tegnet ikke kan slippe for. Sproghandlinger kan på den måde ikke betegne et sprogs grænser men viser dem alligevel ved afbrydelser, forstyrrelser og nedbrud i betegnelsernes orden.[8] Der findes selvfølgelig paradoksale begreber som det ’uudsigelige’ eller ’ubeskrivelige’, men disse udtrykker snarere en idé om en sfære uden for sproget end sprogets grænser. Et oplagt eksempel på det med at forvilde sig ind i selve grænselandet er til gengæld den velkendte oplevelse af ikke lige at kunne finde det ’rigtige ord’ for noget, som man ellers gerne vil udtrykke. Det forstyrrende ved denne oplevelse er fornemmelsen af, at der er noget, som kan betegnes, men alligevel ikke bliver det.

Ethvert moment i et sprogsystem bliver på den måde internt splittet mellem på den ene side at adskille sig fra de andre momenter og på den anden side at forene sig med de andre i kraft af deres isomorfi og fælles front mod den ydre grænse på kanten af sproget. Den forenende lighed, som ligger under enhver forskel i sprogsystemer, er dog umulig at betegne, fordi den for Laclau er lig med “the simple principle of positivity – pure being”[9]. Men vi kan alligevel nærme os den ved at lade én eller flere betegnere udviske deres forskelle til andre betegnere og dermed nærme sig rollen som den absolut rene væren. På den måde skabes ækvivalenskæder, som betoner ligheder mellem en diskurs’ momenter. I forhold til bæredygtighed skabes sådanne ækvivalenskæder, som vi senere vil diskutere, tydeligt ved, at mange forskellige praksisser og forhold i dag kan anses som bæredygtige. Samtidig kan vi modsat nærme os en betegnelse af negativitetens eller forskellens princip ved at lade betegnere for den grænse, som et sprogsystem forsøger at ekskludere, udviske deres forskelle til hinanden i én betegner.[10] Eksempelvis vil ‘det tyske folk’ tendere førstnævnte betegner for positivitetens princip inden for et nazistisk sprog, mens ‘jøden’ som den radikalt ekskluderede i samme sprog repræsenterer negativitetens princip – begge tomme betegnere men på forskellig vis.

Det er imidlertid kun den positivt tomme betegner, som ifølge Laclau kan beskrives som universel. Det skyldes, at det universelle opstår i sproget som en fraværende fylde (“absent fullness”) – en idé om det fuldendte og perfekte, selvom verden tværtimod snarere er kendetegnet ved et fravær af fuldendthed eller harmoni.[11] Laclau peger på, at jo mere fraværende fylden synes at være, jo mere presser det universelle sig på, som når man efterspørger absolut retfærdighed i et samfund gennemsyret af uretfærdighed. Universalitet må derfor nødvendigvis opstå ud af et partikulært indhold, som peger mod positivitetens princip. Den universelle idé og det partikulære element står i modsætning til hinanden, men – som påpeget før – slipper det universelle aldrig for den partikulære tilknytning. I den forstand findes der kun tendentielt tomme betegnere.[12] For Laclau kan det universelle kun eksistere som en ”parasit” på en partikulær krop.[13] Set fra et politisk perspektiv passer Laclau og Mouffes kritik af den videnskabelige brug af ‘samfundet’ derfor til den fraværende fyldes logik. For dem er samfundet, forstået som det sociale i sin totalitet, umuligt at symbolisere; f.eks. i en videnskabelig logik.[14] Men som Laclau har påpeget, er ‘samfundet’ eller lignende tomme betegnere for det, der tænkes at omfatte det sociale i dets helhed – såsom ’danskhed’ eller ’norskhed’ – alligevel nødvendige for os, hvis vi vil rette os mod det universelle. I en sociologisk kontekst vil det altså sige, at dette med at omtale samfundet som en selvforklarende og fuldendt størrelse hverken peger på det universelle eller partikulære – det er simpelthen bare forkert ud fra Laclaus teoretiske model.

At investere i det universelle

Det er imidlertid ikke en selvfølge, at det universelle opstår. Dertil er det nødvendigt med en etisk investering, for at den fraværende fylde artikuleres.[15] ’Investering’ skal her forstås ud fra ordets etymologiske oprindelse, det latinske investire, som betød ”at klæde på” eller ”tildække”, hvilket særligt gjaldt det at give betydningsfulde klæder til en person i forbindelse med tiltrædelse af et offentligt embede.[16] Som klæderne ophøjede et individ til et større formål, klædes et partikulært indhold ligeledes på til det universelle ’embede’ i kraft af dets ækvivalenskæder. Samtidig er det ikke tilfældigt, at Laclau vælger dette udtryk med dets konnotation af usikkerhed og satsning, fordi der altid er forbundet en risiko ved at vælge den tomme betegner som universel markør – en risiko for at det partikulære ikke udtrykker den fraværende fylde, som tilstræbes. Det er i den forstand, at den etiske investering er radikal. Politisk radikalitet betyder hos Laclau ikke at gå til rødderne (radices[17]) af en situation og derefter handle på et fast grundlag. Det er snarere et spørgsmål om – som tidligere påpeget – at indse det grundvilkår, at enhver rod fører til en dyb afgrund, hvorudfra enhver handling må opfinde sig selv og sine egne rødder. Men det er samtidig denne afgrund, som for Laclau gør den radikale investering til et etisk valg og ikke blot en underordnet bestemmelse af, hvordan det grundlæggende valg bør forvaltes og udmøntes inden for forskellige samfundsområder.[18]

Intet partikulært indhold er dermed forudbestemt til at træde ind på den tomme plads eller er udelukket derfra. Det partikulæres og universelles sammenkomst er nemlig altid et resultat af en hegemonisk artikulation. Hegemoni er en særlig artikulatorisk praksis, som ifølge HSS opstår, når to betingelser er opfyldte; 1) at flydende betegnere fikseres til momenter inden for en diskurs, og 2) at det foregår inden for en antagonistisk konfrontation, hvor noget udefrakommende synes at blokere for den fraværende fylde, som diskursen stræber efter.[19] I HSS forstås antagonisme i bred forstand som en oplevelse af en diskurs’ grænser og den interne splittelse, som følger deraf.[20] Tomme betegnere kan derfor forstås som forsøg på at bearbejde denne strukturelle fiasko. Ofte vil man forstå antagonisme som en konflikt mellem adskilte aktører såsom en landmand over for en bureaukratisk stat. Men ifølge Laclau er det at fejlfortolke antagonisme som en modsætning mellem objektive og uafhængige interesser.

Således er det i eksemplet før den begrænsende stats rolle både at opbygge og nedbryde landmandens interesser, fordi disse netop formes i modspillet til staten. Selvom en tom betegner som den ‘bureaukratiske stat’ tenderer til at koncentrere antagonisme til ét moment, er det ikke nødvendigt – og sandsynligvis heller ikke hensigtsmæssigt – i de fleste tilfælde. De fleste synes ikke at have brug for at kanalisere alle bekymringer og problemer over i én absolut fjende for at give deres hverdag mening. Men hvad betyder alt dette for begrebet ’bæredygtighed’ – kan det virkelig tolkes som én af vores tids tomme betegnere, og hvis ja, hvilke former for fraværende fylde og antagonistisk konfrontation udtrykker det?

Det radikalt bæredygtige

Ifølge Trent Brown passer det nutidige bæredygtighedsbegreb allerede til den tomme betegner på forskellige måder.[21] Det medfører nemlig ikke bare en neutral vurdering af forskellige praksissers holdbarhed på længere sigt men også normative domme over, hvad der er værdifuldt og vigtigt. På den måde fikseres elementer til etisk investerede momenter.  Det indebærer til en vis grad også en kritik af social praksis i den forstand, at der stadig ofte fokuseres på det ubæredygtige, når ”the sustainability spotlight” tændes. Begrebets historie vidner derudover om en gradvis udvidelse fra kun at omhandle miljø og klima i 1960’erne og 1970’erne til også at inkludere sociale og økonomiske problematikker. Eksempelvis blev miljøaktivister kritiseret af især politikere fra udviklingslande for at overse deres bestræbelser på at undgå fattigdom. På den måde bliver begrebet delvist tømt for sit partikulære indhold til fordel for et mere holistisk perspektiv på den fraværende fylde, som i bæredygtighedens navn glimrer ved sit fravær.

Men ifølge Brown er det radikale potentiale, som følger deraf, især blevet afsporet af en neoliberal tendens i international politik, som med et ensidigt fokus på økonomisk vækst og erhvervslivet fortrænger andre hensyn. Det ses særligt i det faktum, at ’bæredygtighed’ til dels er blevet erstattet af udtrykket ’bæredygtig udvikling’, som blev sat på offentlighedens dagsorden med FN’s rapport Vores fælles fremtid (1987). Dette er et udtryk, der ifølge kritikere som Brown ikke blot sætter økonomisk udvikling som det centrale fokus men som tillige er vagt og svært at evaluere, selvom det i sig selv og i den førnævnte rapport ikke implicerede en rangordning med økonomi som stående over miljø og sociale forhold. Alligevel synes det ’bæredygtige’ stempel at være blevet en nem vej for nationer, virksomheder og enkeltindivider til at retfærdiggøre handlinger, som faktisk er ubæredygtige.

Således kan det være et problem, at ’bæredygtighed’ tømmes for indhold, hvis man kan fortsætte en hvilken som helst praksis, så længe man sværger til begrebet.[22] Dette reflekteres også i den pågående diskussion om ’Corporate Social Responsibility’ (CSR) og virksomheders samfundsansvar, der ligeledes kan anvendes retorisk til reelt at undgå et ansvar, som ikke løftes. Imidlertid er dette altid svært at dømme udefra, idet selv en vis portion af hykleri alligevel kan føre til, at eksempelvis en virksomhed gør mere i forhold til den grønne omstilling, end hvad man ville have gjort uden den ”aspirerende tale” om samfundsansvar, som det positivt er benævnt af Christensen, Morsing & Thyssen[23]. Men uanset er ’bæredygtighed’ i dag centrum for en hegemonisk slagmark med vidt forskellige aktører, interesser og perspektiver.

I den forbindelse er det væsentligt at påpege, at bæredygtighed som en tom betegner ikke bare bliver universel af, at momenter fikseres i ækvivalenskæder – af at alle mulige forskellige praksisser, der anses som f.eks. gode for miljøet eller socialt retfærdige kobles sammen. Det er nemlig Laclaus påstand, at en tom betegner i længden kun kan opretholdes gennem en antagonistisk konfrontation, som gør det klart, at det universelle som fraværende fylde netop er fraværende. Derfor er det ud fra dette perspektiv vigtigt, at det artikuleres, i hvor høj grad og hvordan vores nuværende samfund ikke er bæredygtigt på forskellige måder. Selvom der muligvis ikke er brug for endnu en tom betegner såsom ’krise’, ’katastrofe’ eller lignende til det formål, er der uden tvivl brug for ækvivalenskæder mellem klimaforandringer, miljøforurening, finanskrise, fattigdom og krig – mellem forskellige kategorier af ’ubæredygtighed’. Kun på den måde skabes der med Browns ord ”a vaguely structured mental space onto which diverse apocalyptic visions may be projected,”[24] hvilket kan medføre indignation, eftertanke og bestræbelser på at finde et alternativ. Det tankeprovokerende spørgsmål, som ikke kan besvares af undertegnede, er imidlertid hvad der i dag kan fremprovokere en sådan antagonistisk konfrontation? Vi står tydeligvis over for hidtil usete problemer i forhold til særligt klimaforandringerne, som det fremgår af FN’s klimapanels seneste rapport i 2018, hvor det vurderes, at den globale udledning af drivhusgasser skal halveres inden 2030 for at undgå 1,5 graders temperaturstigning. Men kan det virkelig skabe et så stort pres, at der i det kommende århundrede for alvor vil blive stillet spørgsmålstegn ved grundlæggende strukturer – og de hegemoniske betegnere, som sammenfatter disse – såsom ’kapitalisme’, ’globalisering’ og ’demokrati’?

Bæredygtighedens ulidelige lethed

Problemet i dag er således ikke, at vi bruger bæredygtighedsbegrebet for meget. Snarere tværtimod. Som positiv tom betegner kan begrebet vise os en fraværende fylde, som peger langt hinsides nutidens ubæredygtige samfund og verden. Men i stedet er det som om, at bæredygtighed ofte benyttes til at hylde det bestående – til at gøre det ubæredygtige lidt mere bæredygtigt, som når det hævdes, at man lever en ’bæredygtig livsstil’, fordi man køber lidt mere genbrug, giver til velgørenhed en gang om måneden og flyver lidt mindre hvert år. I stedet for at fremhæve en potentiel ontologisk afgrund for radikal handling bliver det dermed snarere – og nærmest efter forgodtbefindende – benyttet til at begrunde det, som vi allerede kender til. Hvis bæredygtigheden skal reddes fra dens egen ulidelige lethed, er det derfor nødvendigt at installere en fornyet alvor i denne.

I Friedrich Nietzsches Den Muntre Videnskab (1882) introduceres et tankeeksperiment. Den berømte filosof beder i et mindre afsnit læseren om at forestille sig en dæmon, som en ensom dag eller nat fortæller én, at ens nuværende liv skal leves utallige gange på præcis samme måde – hver smerte, hver tanke og hvert suk vil gentages til punkt og prikke. Ifølge Nietzsche kan man reagere på dæmonens budskab enten med udelukkende fortvivlelse og vrede eller med en varig eftertænksomhed efter den første reaktions fortvivlelse; altså en eftertanke, som lægger sig med ’den største vægt’ over ens handlinger. Sidstnævnte beskriver Nietzsche således [25]: «Hvis denne tanke fik magt over dig, ville den forvandle dig, som du er nu, og måske knuse dig; spørgsmålet hver gang: ”Vil du dette endnu engang og utallige gange mere?” ville ligge på alle dine handlinger som den største vægt! Eller hvor godt må du ikke have det med dig selv og med livet for mere end noget at hige efter denne yderste, evige bekræftelse og besegling?»

Hvad nu hvis den mest radikale investering i bæredygtighedsbegrebet findes i at udvide den næsten idiotisk repetitive idé i den tekniske forståelse af bæredygtighed til en livsform, et eftertænksomt forhold til vores individuelle og fælles væren i verden? Som Nietzsche ser, at denne ”vilje til eviggørelse”[26] med al dens tyngde alligevel kan blive en befrielse og lykke for den enkelte, kan det samme perspektiv på samfundets liv muligvis frigøre os. I så fald er problemet med indskrænkede forståelser af bæredygtighed ikke, at de er for fokuserede på fremtiden og ikke ser nutidens problemer. Snarere er de alt for lidt fremadskuende – det er kun i kraft af en kraftanstrengelse, en overdrivelse, at den kvantitative optælling ud i det uendelige slår om i et kvalitativt helhedsperspektiv. Det er muligvis også den kraft eller drift, som kan skabe det universelle ud af en tilfældig række af ækvivalenskæder. Fra det perspektiv er det ikke bare bæredygtighed, som indeholder det universelle som tom betegner. Det universelle er i sig selv bæredygtigt. Det er muligvis kun med en sådan radikaliseret eller ekstrem udgave af bæredygtighed, at begrebet kan forstærke en hegemonisk artikulation, der faktisk peger hinsides den eksisterende politiske situation. En ny ’godkendelseprocedure’ til, hvornår praksisser kan betegnes som bæredygtige, kunne således tage udgangspunkt i Nietzsches radikale spørgsmål: ”Vil du dette endnu engang og utallige gange mere?»

Litteraturliste

Arler, Finn & Mosgaard, Mette Alberg & Riisgaard, Henrik (2015); Bæredygtighed – værdier, regler og metoder. Aarhus Universitetsforlag, Aarhus

Brown, Trent (2016); Sustainability as Empty Signifier: Its Rise, Fall and Radical Potential. Tidsskriftet “Antipode”, vol. 48 (1), s. 115-133

Butler, Judith & Laclau, Ernesto & Zizek, Slavoj (2000); Contingency, Universality, Hegemony – Contemporary Dialogues on the Left. Verso, London & New York

Christensen et al. (2013); CSR as aspirational talk. Tidsskriftet “Organization”, vol. 20 (3), s. 372-393

Critchley, Simon & Marchart, Oliver (2004); Laclau: A critical reader. Routledge, London

Kopnina, Helen & Shoreman-Ouimet, Eleanor (2015); Sustainability – key issues. Routledge, New York

Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985); Hegemony and Socialist Strategy. Verso, London & New York

Laclau, Ernesto (1989); New reflections on the revolution of our time. Verso, London & New York

Laclau, Ernesto (1996); Emancipation(s). Verso, London & New York

Laclau, Ernesto (2014); The Rhetorical Foundations of Society. Verso, London & New York

Löwith, Karl (1978); Nietzsche’s Philosophy of the Eternal Recurrence of the Same. University of California Press, Berkeley, Los Angeles & London

Nietzsche, Friedrich (1882); Den Muntre Videnskab. DET lille FORLAG, København

Villarino, Javiera & Font, Xavier (2015). Sustainability marketing myopia: The lack of persuasiveness in sustainability communication. Tidsskriftet “Journal of Vacation Marketing”, vol. 21 (4), s. 326-335

Noter

[1] Villarino & Font 2015 – Idéen og analysen bag dette udtryk er kort sagt, at reklamer for sådanne produkter anses som for deskriptive i forhold til deres gavn for samfundet eller miljøet og samtidig for lidt rettede imod at relatere budskabet om bæredygtighed til den enkelte forbruger, og hvad denne får ud af at betale for noget, der anses som bæredygtigt.

[2] Den Danske Ordbog registrerer første brug af ordet ‘bæredygtig’ i 1977: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=bæredygtig

[3] Arler 2015, s. 17

[4] Kopnina 2015, s. 3

[5] F.eks. Laclau 1996, s. 36-46, og Laclau 2014, s. 20-21

[6] Laclau og Mouffe 1985, s. 105

[7] Laclau og Mouffe 1985, s. 127

[8] Laclau 1996, s. 36-37

[9] Ibid., s. 38

[10] Ibid., s. 38-39

[11] Ibid., s. 15

[12] Butler 2000, s. 185

[13] Laclau 1996, s. 71

[14] Laclau og Mouffe 1985, s. 111

[15] Butler 2000, s. 81

[16] ”Invest” i Online Etymology Dictionary: http://www.etymonline.com/index.php?term=invest

[17] ”Radical” i Online Etymology Dictionary: http://www.etymonline.com/index.php?allowed_in_frame=0&search=radical

[18] Ibid., s. 81

[19] Laclau 1985, s. 134-36

[20] Ibid., s. 125

[21] Brown 2016, s. 120-22

[22] Ibid., s. 125-27

[23] Christensen et al. 2013

[24] Brown 2016, s. 124

[25] Nietzsche 1882, s. 193

[26] Löwith 1978, s. 58