Dorothy Smiths tænkning var formet af hendes opvækst i en familie med flere prominente Engelske feminister og egne erfaringer som enlig mor. Hendes engagement i 1970ernes Canadiske Vancouver kvindebevægelse lagde også kimen til hendes kritiske blik på en mandsdomineret universitetsverden.
Smith blev født i mellemkrigstidens England, og fik først en uddannelse i Socialt Arbejde i 1946, og i 1955 en Master i Sociologi og Social Antropologi fra London School of Economics. Sammen med sin daværende mand og sine to sønner, flyttede hun derefter til USA, hvor hun i 1964 færdiggjorde en Ph.D. i Sociologi ved University of California, Berkeley, med Erving Goffmann som vejleder. Efter sin skilsmisse, tilbragte hun og sønnerne et par år tilbage i England, og flyttede derefter til Canada da Smith fik stilling ved University of British Columbia, Vancouver.
Dorothy E. Smiths eftermæle er et gigantisk bidrag til feministisk sociologi. Hendes radikale tænkning vil leve videre et stadigt voksende internationalt og interdisciplinært netværk af forskere og aktivister. Foto: Francoise Mbenoun Makanda, The New York Times
Her blev Smith bl.a. central i oprettelsen af Women’s Research Center på universitetet i 1973. I 1977 rykkede hun videre til Institute for Studies in Education (OISE) ved University of Toronto, hvor hun også etablerede og ledede Center for Women’s Studies in Education frem til sin pension i 2000. Herefter blev hun professor emerita ved OISE og hun fik stilling som adjungeret professor i sociologi ved University of Victoria. Gennem hele sin karriere arbejdede hun tæt sammen med bl.a. fagforeninger, kvindebevægelsen og fagorganisationer med henblik på at bidrage til progressiv forandring. Hun forblev særdeles aktiv helt frem til sin død som 95 årig i sommeren 2022, med udgivelsen af bogen Simply Insitutional Ethnography – Creating a Sociology for People kort tid forinden. Hendes betydning for sociologien har resulteret i tildelingen af flere prominente akademiske priser og ikke mindst den ”Canadiske Orden” i 2019.
Gennem hele sin karriere arbejdede hun tæt sammen med bl.a. fagforeninger, kvindebevægelsen og fagorganisationer med henblik på at bidrage til progressiv forandring
Jeg havde selv den store fornøjelse at møde Dorothy Smith ved flere lejligheder. Første gang
på et PhD kursus arrangeret af Karin Widerberg på Institut for Sociologi, Universitetet i Oslo.
Hos Smith fandt jeg en måde at forstå det sociale på som resonerede. Men jeg blev også
udfordret på alt hvad jeg tidligere havde lært om brugen af social teori, og meget
”unlearning” og ”relearning” skulle til for at jeg kunne skrive min PhD om køn og klasse i
akademia som jeg leverede i 2015.
En sociologi for kvinder – En sociologi for mennesker
I Norge er Dorothy Smith nok mest kendt for sin Institutionelle Etnografi. Men udviklingen af denne udforsknings-metode (eller sociologi, som hun selv kaldte den) har en lang forhistorie. Samtidig med feministiske tænkere som bl.a. Sandra Harding og Donna Haraway, udviklede Dorothy Smith i 1970erne, 1980erne og 1990erne en historisk materialistisk kritik af den mandsdominerede videnskab (herunder særligt sociologien som var hendes felt), uddannelsessystemet, den vestlige kultur, og konsekvensen af alt dette for kvinders bevidsthed. Kvinder kunne ikke frigøres førend de frigjorde sig fra ”mandens blik”. Mandens blik og erfaringer var indlejret i samfundets institutioner og i kulturelle og videnskabelige tekster som naturaliseret og uproblematiseret perspektiv. Mænds perspektiv blev præsenteret som universelt gyldigt, kvinders perspektiv var fraværende, blev ekskluderet og usynliggjort. I videnskaben var indlejret ideologiske praksisser. Kvinder måtte tænke, forestille sig og handle i overensstemmelse med logikker der ikke afspejlede deres egne erfaringer eller egne interesser. Disse logikker var abstrakte og fremmedgørende.
Som modsvar måtte vi, ifølge Smith, have en sociologi for kvinder, en sociologi som kvinder kunne bruge til at forstå deres oplevelser med og løse deres problemer med. Dette betød ikke at sociologi kun skulle være for kvinder. Men det betød at sociologien skulle adressere samfundet og sociale relationer fra et standpunkt udenfor, og ikke indefra de styrende relationer. På dette tidspunkt stod kvinder i høj grad udenfor. Fra denne position, med udgangspunkt i kvinders levede erfaringer, kunne man begynde at identificere den kønnede subtekst i de tekster og institutioner der organiserer bevidstheden og handlingsrum.
Som modsvar måtte vi, ifølge Smith, have en sociologi for kvinder, en sociologi som kvinder kunne bruge til at forstå deres oplevelser med og løse deres problemer med
The Everyday World as Problematic: A Sociology for Women fra 1987 var den første bogudgivelse hvori Smith udformede en sociologi for kvinder. Mange artikler var gået forud for denne, bl.a. ’Women’s Perspective as Radical Critique of Sociology’, og mange bøger efterfulgte den. En a mine personlige favoritter er Conceptual Practices of Power: A Feminist Sociology of Knowledge fra 1990. Her teoretiserer Smith hvordan sprog og begreber ikke bare beskriver lokale relationer og værdier, med også organiserer vores materielle virkelighed. Sproget muliggør institutionel magt: koordineringen af praktisk menneskelig handling på tværs af tid og rum på måder der er objektiverende/fremmedgørende. Dette er en bog om sprog der fremstår som et radikalt alternativ til f.eks. poststrukturalistiske måder at forstå forholdet mellem sprog og magt, hvor der ofte sættes lighedstegn mellem sprog og magt. Smiths sprog forståelse har i min optik en hel del tilfælles med f.eks. kontaktteori, dagligsprogsteori (a la Wittgenstein), dialogisk sprogforståelse (a la Bahktin).
Smiths arbejde tog udgangspunkt i Marx’ materialistiske ontologi: Det er menneskers materielle aktiviteter der producerer fakta, begreber og dokumentering af virkeligheden. Hun brugte dette udgangspunkt til at undersøge hvordan mennesker navigerer mellem deres kropslige væren i verden, på den ene side, og de diskursive realiteter som deres aktiviteter producerer på den anden. Disse to erfaringssfærer identificerede Smith som aktive i sit eget liv: det kropslige omsorgsarbejde overfor sine to sønner, og sociologiens abstrakte tekstualiserede verden der intet havde at sige om hendes liv med børnene derhjemme. For at teoretisere dette erfarede misforhold trak hun på bl.a. Merleau-Ponty, Garfinkel, G.H. Mead, Schutz, Bakhtin, Volosinov og Foucaults diskursbegreb. I sit essay ”Telling the Truth after Postmodernism” (1996) kan man se hvordan hun teoretiserer den måde sproget aktiveres i en materiel social virkelighed.
Institutionel Etnografi som udforskningsmetode: En sociologi for mennesker
Ved at insistere på forskning for kvinder, i stedet for om kvinder, tydeligjorde Smith behovet for at forskningen ikke blot skulle dokumentere kvinders liv, men skulle producere viden som kvinder kunne bruge til at forstå deres egen livssituation og handlingsrum bedre. Dette var empirisk åbent og det var radikalt. Første forsøg på det man som i dag kaldes institutionel etnografi var i bogen Mothering for Schooling der var en analyse af Smiths egne erfaringer af mødet med skolesystemet som enlig mor. Her kunne hun lave en kartografi og positionere sine erfaringer i relation til bureaukratiseringen af skolesystemet, læringsdiskurser, moderskabs diskurser og dennes forbindelse til social klasse, den heteroseksuelle standard-familie osv. I mange år producerede Smith, hendes tætte kollegaer og PhD studerende et væld af sådanne sociologiske udforskninger.
Hun brugte dette udgangspunkt til at undersøge hvordan mennesker navigerer mellem deres kropslige væren i verden, på den ene side, og de diskursive realiteter som deres aktiviteter producerer på den anden
I 2005 udgav Smith bogen Institutional Ethnography: A Sociology for People der samlede de mange teoretiske og metodologiske udviklinger. I sit stadige ønske om at ”Give Sociologien Modsvar” eller ”Talk back to Power”, og i dialog med debatterne indenfor feministisk teori der iløbet af 1990erne problematiserede ”Kategorien Kvinde”, forlod hun ideen om en sociologi for kvinder, til fordel for en sociologi for mennesker. Dette var muligt ikke mindst fordi kvinders standpunkt i forvejen altid var empirisk og kontekstuelt retfærdiggjort, og ikke taget udgangspunkt i abstrakte typologier eller teorier om køn, magt og femininitet osv. Det var derfor en naturlig udvikling at standpunktet for en udforskning i princippet skulle være åbent for alle hvis erfaringer kunne pege mod nye problematikker og denaturaliserer institutioner, herskende ideologier og diskurser tekster der former menneskers bevidsthed og handlingsrum.
Dorothy E. Smiths eftermæle er et gigantisk bidrag til feministisk sociologi. Hendes radikale tænkning vil leve videre et stadigt voksende internationalt og interdisciplinært netværk af forskere og aktivister.
