Fængsler, arkitektur og mennesker

Der har igennem historien været stor tiltro til, at arkitektur kan påvirke mennesker og at det ville være muligt at udnytte dette i bekæmpelsen af kriminalitet. Arkitekturen spillede f.eks. en central rolle, da det moderne fængselsvæsen brød igennem i 1800-tallets første halvdel. Tanken var her, at man gennem isolation og panoptisk overvågning kunne disciplinere og forbedre de indsatte i fængslerne.

En forestilling der bl.a. spillede en hovedrolle i norsk fængselsvesen indtil langt ind i det 20’ende århundrede. Undertegnede og andre har skrevet om denne del af fængselshistorien og hvis man skal fortælle historien kort, så kan vi nøjes med at sige, at projektet ikke var en succes. De indsatte tog skade og blev ikke bedre borgere af isolationsarkitekturen. Men man skal som bekendt ikke smide barnet ud med badevandet, og der er den dag i dag stor tiltro til, at fængselsarkitektur kan være funktionel og påvirke både indsatte og ansatte på en positiv, eller negativ, facon.

Jeg sad nogle år tilbage i en bedømmelseskomite i Danmark, hvor vi skulle vurdere en række forskellige forslag til, hvordan et nyt lukket dansk fængsel skulle se ud. Arkitekternes præsentationsmateriale viste tydeligt, at de satte stor lid til arkitekturens påvirkningskraft. Når man samtidig påtænker, at mange skandinaviske fængsler er gamle og udfases i disse år, så er det særdeles glædeligt, at ny faglitteratur nu sætter fokus på fængselsarkitekturen.

Verdens mest humane fængsel?

Nærværende udgivelse bygger på et spændende samarbejde mellem norske fængselsforskere og italienske arkitekturforskere. Der er med andre ord tale om en antologi, med i alt 16 kapitler, redigeret af Elisabeth Fransson, Francesca Giofrè og Berit Johnsen. Formålet med bogen er ifølge indledningen, at ”udforske fængselsarkitekturen” særligt i forhold til hvordan ”materialitet, sted og rum hænger sammen med menneskers oplevelse af fængslet” (s. 21). Det er måske en lidt svævende problemstilling, men det er i hvert fald et spændende tema.

Skal man tro bogens første bidragsyder, så kunne forskerne dog godt have droppet hele projektet fra starten af. Skribenten er en tidligere indsat, John K., der klart og tydeligt forklarer, at for hans eget vedkommende betød arkitekturen ikke ret meget, selvom han sad indespærret i Halden fengsel, der af udenlandske medier er døbt til at være ”verdens mest humane fængsel”.

Kapitlets klare hovedpointe er, at fængslets ikke leverede det han havde brug for i en krisesituation, nemlig social kontakt med sine pårørende og venner. At sidde i stilhed langt ude på landet oplevede han heller ikke som beroligende, da hans oplevelse af normalitet inkluderer lyden af trafik, mennesker og byens liv. Konklusionen er klar: ”Hellere humanitet end materialisme. Ting betyder ingenting, relationer betyder alt” (s. 35).

Det er modigt, og et godt valg, af redaktørerne, at placere dette bidrag, der måske er antologiens mest tankevækkende, først. Efter en sådan indledning er banen kridtet op for at fagfolkene kan fortælle os, hvorfor fængselsarkitekturen alligevel er væsentligt, hvis det nu virkelig er tilfældet. Antologien indeholder mange spændende perspektiver på dette spørgsmål, men ikke altid så mange svar.

Metodiske greb og arkitekturens indvirkning

I kapitel 3 gør forfatterne f.eks. brug af programmet ”Google Earth Pro” for at analysere seks norske og syv italienske fængslers materielle aspekter, herunder deres vagttårne, hegn, murer, bygninger, åbne områder osv. Det er et spændende metodisk greb, der gøres her, men resultaterne er ganske beskedne. En af undersøgelsen tydeligste resultater er, at der generelt er større grønne områder i de norske fængsler.

Som det efterfølgende kapitel 4 tydeligt demonstrerer, så er de indsatte i norske fængsler imidlertid strengt reguleret i deres bevægelser rundt i fængslet og de har normalt slet ikke adgang til disse grønne områder. Et faktum der i øvrigt træder frem som en bizar kontrast til arkitekternes præsentationsmateriale i denne branche, hvor menneskelige figurer som regel vader lystigt rundt eller slapper af i de grønne arealer indenfor fængslets murer.

Det er ikke muligt at berøre alle bogens kapitler i denne omtale, men blandt de andre temaer, som behandles er, byplanlægning, rehabilitering, ungdomsfængsler, straffeideologi, elektronisk monitorering, socio-materialitet og fængselslovgivning, alt sammen i relation til temaet fængslelsarkitektur. Den norske fængsels-arkitekturhistorie udfoldes ikke i bogen, men berøres dog enkelte steder (f.eks. s. 154 og 207).

At historien er relevant nævnes kort af Yngve Hammerlin, der fremhæver, at så sent som i 2012 var der blandt de stadig benyttede norske fængsler et, der stammede fra 1820 og hele 15, som var bygget i den sidste halvdel af 1800-tallet (s. 251). Dette siger i sig selv en del om betydningen af arkitektur, når der bygges fængsler. Man skal ikke regne med, at disse institutioner bliver udfaset hurtigt.

Nogle bidrag berører også det konkrete liv og de sociale relationer i fængslet i relation til arkitektur og interiør (f.eks.s. 184 ff. og 218). Dette inkluderer i kapitel 8 en interessant diskussion af cellens interiør og ikke mindst sengens centrale betydning i en fanges tilværelse på få kvadratmeter (s. 151 ff.). Her fremgår det bl.a. at arkitekturen kan have en decideret negativ indvirkning på den indespærredes tilværelse. Som Franz James fremhæver, så vil det altid være et relevant spørgsmål, hvordan man designer fængsler, så de ikke producerer traumatiske reaktioner hos beboerne (s. 168).

Antologiens styrke

Samlet set er der tale om en antologi, der sætter fokus på en aktuel og væsentlig problemstilling og har sin styrke, i de mange forskellige og tværfaglige perspektiver, som den anligger på sit tema. Et af de indtryk man sidder tilbage med er, at arkitekturen i de skandinaviske fængsler er ganske langt fra at have skabt de exceptionelt humane institutioner, som man med jævne mellemrum kan læse om i den internationale presse.

I forlængelse af dette, så er det svært ikke at være enig med John K., der fremhæver den menneskelige kontakt som vigtigere end arkitekturen. Hvordan fængselsarkitektur kan blive bedre til at facilitere kontakt med netop pårørende, venner og omverdenen, kunne måske være et godt udgangspunkt, for et fremtidigt forskningsprojekt?