Den økologiske kritikk

Indledning

I den sociologiske nyklassiker om Kapitalismens nye ånd, der oprindeligt udkom på fransk i 1999, beskrev Luc Boltanski og Eve Chiapello en udviklingshistorie for den vestlige kapitalisme om dens sejlivede evne til at inkorporere den kritik, den har været udsat for siden den for alvor begyndte at få samfundsmæssig betydning. Tesen i bogen er, at kapitalismen siden starten af 1800-tallet har overlevet og udviklet sig ved at inkorporere vigtige elementer af den kritik, den har mødt. I stedet for at bekæmpe modstanden, kunne man næsten sige, har kapitalismen været i stand til at absorbere den og gøre dens kritikpunkter til en del af selve legitimeringen af kapitalismen. Det betyder tre ting: Dels at kapitalismen har vist sig enestående sejlivet – den har overvundet en serie af seriøse udfordringer gennem flere hundrede år og fremstår i dag som en grundform for økonomien, som det er blevet vanskeligt overhovedet at forestille sig et reelt alternativ til [1], dels at den har tacklet ganske forskelligartede udfordringer, der ikke kan reduceres til én og den samme (f.eks. at arbejderen ikke får fuld betaling for det arbejde, han udfører) og dels at kapitalismen igennem disse udfordringer har gennemgået en vedvarende transformation, således at ”kapitalismens ånd” simpelthen ikke er den samme i dag, som den var, da de første fabrikker skød op, eller da Marx artikulerede sin kritik af kapitalismen i 1860erne. Den mere aktuelle samtidsdiagnose i Boltanski og Chiapellos værk er, at den nye kapitalisme omkring 1995 succesfuldt havde inkorporeret den artistiske kritik, der var meget stærk i årene før, under og efter ungdomsoprøret i 1968. Denne kritik anklagede kapitalismen for at være fremmedgørende, steril og skabe monotone og uinspirerende arbejdsliv, der forhindrede menneskets kreative udfoldelse og selvrealisering. Ved at inkorporere den artistiske kritik i hjertet af kapitalismens egen selvforståelse blev det muligt både at afmontere dens mere subversive kritiske potentiale og (dermed) transformere kapitalismens ”ånd” endnu engang, så den passede bedre til tidens udfordringer og muligheder. I dag er de private virksomheder i den vestlige verden, tværtimod at være stive, monotone og uden muligheder for personlig udvikling, blevet hovedomdrejningspunktet for den diskurs, der fremhæver netop selvrealisering, udfoldelsesmuligheder, fleksibilitet, kreativitet, personlige udfordringer og ansvar som altafgørende for både medarbejdere og virksomheder.

I Kapitalismens nye ånd fokuserer Boltanski og Chiapello især på de kritikformer, de opsamler i begreberne ”social” og ”artistisk” kritik, hvor den første handler om social uretfærdighed, udbytning og mere traditionelt forstået klassekamp, mens den anden som nævnt handler om mere individ-orienterede problemstillinger omkring fremmedgørelse, konformering, middelmådighed og manglende selvrealisering. Jeg har tidligere (Bjerre (2008)) argumenteret for, at kapitalismen i disse år står overfor en ny form for kritik, der mere og mere kræver at blive adresseret, og som følger ganske naturligt efter de former for kritik, som Boltanski og Chiapello hævder, at kapitalismen har konfronteret og (i vid udstrækning) absorberet. Denne kritik er økologisk og handler om, at kapitalismen ikke alene må forholde sig til klassen af arbejdere, der skaber værdien, og til de individer, som arbejderklassen består af, men også klassen og individerne set i forhold til deres ”økologiske selv”, dvs. som væsner, der står i en direkte forbindelse med deres materielle omgivelser. Påstanden er, at man kan anskue kapitalismens nuværende og kommende krise som en krise i forhold til selve dens egne materielle betingelser, og dette forhold kan udtrykkes gennem artikulationen af den agent, der fremsætter kritikken. I kapitalismens første krise var det arbejderklassen, kollektivet, massen, der kritiserede kapitalismen for systematisk udbytning og underbetaling med medfølgende fattigdom, ulighed og afhængighed. Ved at indoptage væsentlige punkter fra denne kritik transformeredes kapitalismen, således at virksomheder ikke længere ansås for profit-skabende institutioner, men (også) som rationelle dele af et velfungerende samfund, der skabte værdi, vækst og sikkerhed. I den anden krise var det egoet, der kritiserede kapitalismen for fremmedgørelse, etc., med netværksøkonomiens ”nye ånd” som det foreløbige resultat. I den tredje krise, som jeg vil diskutere i denne artikel, er det derimod ”selvet” i den præcise betydning, som den norske økologiske filosof Arne Næss gav dette ord, som kritiserer kapitalismen for at udpine, forarme og underminere selve det biologiske og materielle grundlag for vores liv. Den tredje krise fremhæver således både miljøpolitiske udfordringer, fødevarekvalitet og spørgsmål om materiel kultur og stedstilhørsforhold.

Jeg vil i denne artikel argumentere for, (i) at den såkaldte ”grønne revolution”, som kapitalismen i disse år angiveligt undergår, følger helt logisk som en fortsættelse af den udviklingshistorie, som Boltanski og Chiapello har beskrevet; (ii) at Arne Næss’ begreb om ”det økologiske selv” muliggør en måde at artikulere, hvilken type af kritik, den økologiske kritik er og vil blive, både mht. dens afsender og de krav, den fremsætter; og endelig (iii) at kapitalismen med god ret kan siges at stå overfor en prøve, der er mere radikal og principiel end de foregående, fordi den handler om selve det materielle grundlag for overhovedet at have et samfund (kapitalistisk eller ej).

I. Den grønne revolution

Der er forskellige måder at datere den moderne miljøbevægelses begyndelse og bestemme originaliteten af dens filosofiske og politiske budskaber [2]. Én måde at gøre det på, som jeg finder overbevisende og relativt ukontroversiel, vil dog være at datere den til Rachel Carsons indflydelsesrige bog Silent Spring fra 1962. Med denne bog kom nemlig et opsamlet, artikuleret forsøg på at udtrykke, at der var effekter af den vestlige verdens produktionsformer og teknikforståelse, der var løbet ud af kontrol. Procedurer, vi havde antaget for nyttige eller harmløse, viste sig at have konsekvenser, som var alt andet end uskyldige og ultimativt kunne være dødbringende. Titlen på Carsons bog, Silent Spring, var inspireret af John Keats’ digt ”La Belle Dame sans Merci” fra 1819, hvor en ensom ridder sidder alene tilbage på en kold bakke efter at være blevet forført og forladt af ”den smukke, nådesløse kvinde”, og på den kolde bakke ”synger ingen fugle”. I Carsons bog er det tavse forår en metafor for de omfattende skader, der blev forårsaget af den generøse brug af DDT til bekæmpelse af malariamyg og andre skadedyr, og som bl.a. gik udover fugleæg. DDT blev betragtet som næsten en slags vidundermiddel og var et markant eksempel på den, i retrospekt lidt naive, fremskridtstro, der stadig prægede menneskene. Det virker i dag næsten som om, man simpelthen ikke kunne forestille sig, at et videnskabeligt udviklet insektmiddel kunne have alvorlige, uforudsete bivirkninger – netop den synd, Theodor Adorno og Max Horkheimer identificerede i Oplysningens Dialektik: Enhver oplysning er samtidig en mørklægning, fordi der altid vil være blinde punkter, som oplysningens lyskegle ikke kan indfange. Oplysningens ”overmod” bestod netop i at fornægte denne medkonstituerende mørklægning – og jo mere den fornægtedes, jo mere radikale og irrationelle blev dens konsekvenser.

En stadigt mere udbredt opfattelse blev igennem 1960erne og 1970erne, at menneskeheden ganske vist havde skabt enorme videnskabelige og civilisatoriske fremskridt, men at det var sket på bekostning af naturgrundlaget for menneskenes egne samfund. Skurken var i alt væsentligt kapitalismen, og miljøbevægelsen var i sine første årtier derfor meget tæt forbundet med kapitalismekritikken. Ligesom den øvrige kritik, der florerede i årene omkring ungdomsoprøret, blev den økologiske kritik dog også for størstedelens vedkommende inkorporeret i kapitalismens egne legitimeringsprocedurer, snarere end den fik momentum som en ”global”, ekstern kritik af selve det økonomiske system. Det totaliserende aspekt ved den økologiske kritik (som f.eks. en oplysningskritik i stil med Adorno og Horkheimer) blev gradvist transformeret til en mere relativ og intern kritik, der handlede om, at enkeltindivider eller firmaer ikke havde opført sig ordentligt. Det var den kemi-virksomhed, der havde oversolgt sine DDT-produkter, der var skurken og ikke ”oplysningen” eller ”kapitalismen” eller andre mere abstrakte termer. Lidt forenklet sagt kan man sige, at 1960ernes og 1970ernes ”artistiske” kritik af kapitalismen også medførte en stigende individualisering, der forstærkede fokus på individuelle aktørers gøren og laden og svækkede fokus på de systemiske og strukturelle baggrunde for udviklingen. Et godt eksempel på, hvordan denne synsvinkel stadig er dominerende, kunne man se i forklaringerne af den globale finansielle krise i 2008, hvor grådighed blandt direktører og bestyrelsesmedlemmer, snarere end en nødvendig krise i kapitalismen selv, blev det mest udbredte forklaringsmønster.

Ser man på populærkulturen, fremviser 1990erne en række eksempler på den individualiserende synsvinkel på miljøproblemernes opståen og sammenhænge. En mindre serie Hollywood Blockbusters blev skåret over læsten ”hensynsløst firma negligerer alvorlige forureningsproblemer, der følger af deres produktion”. Historier som The Pelican Brief (1993), A Civil Action (1996) og Erin Brockovich (2000) fokuserede på samvittighedsfulde juristers afsløring af miljøforbrydere, der ikke tog ansvar for de skader, de forvoldte. I A Civil Action er Jan Schlichtmann (John Travolta) f.eks. en kynisk og selvglad advokat, der spinder guld på andres ulykke, indtil han ved en tilfældighed bliver inddraget i en sag om forurening af en hel bys drikkevand. Han opdager, at forureningen formentlig stammer fra et garveri i udkanten af byen og bliver mere og mere optaget af at bevise sammenhængen mellem den lemfældige omgang med giftholdige spildprodukter i virksomheden og en serie af leukæmi-tilfælde i byen. Til sidst, efter store økonomiske og personlige omkostninger for historiens helt, sker retfærdigheden fyldest, og firmaerne bag garveriet må betale i dyre domme for miljøgenoprettelsen omkring virksomheden.

Tendensen var at anse miljøødelæggelse som et moralsk problem og ikke som et politisk eller et civilisatorisk problem, og kritikken blev rettet mod enkeltindivider og virksomheder, snarere end mod den politiske magt eller det økonomiske system.

I samme periode voksede derfor logisk nok også den politiske forbruger frem. Den vestlige verdens forbrugere begyndte at demonstrere deres utilfredshed med ubæredygtige produktionsformer og anvendelse af skadelige kemikalier gennem til- og fravalg af varer. På den ene side blev søgelyset dermed som nævnt rettet mod virksomhederne, og vi fik efterhånden statsautoriserede økologiske certifikationer og grønne regnskaber, men samtidig blev den kritiske kraft divergeret fra det klassepotentiale, den havde haft, mod en individualiseret form, hvor det blev hver enkelts ansvar at stille de krav, der kunne stilles, til de produkter og services vedkommende gjorde brug af. Som Mikael Nyberg har beskrevet det, blev miljøbevægelsen ret hurtigt mindre politisk og mere orienteret mod personlige valg og individuelt ansvar, hvilket harmonerer ganske godt med Boltanski og Chiapellos klassificering af den økologiske kritik i 1999 som en ”artistisk kritik”: ”Den personlige livsstil blev anbefalet som en erstatning for den politiske massebevægelse” (Nyberg 2005: 97). Du bliver, hvad du spiser – både organisk og politisk. Den politiske kritik blev altså individualiseret i dobbelt forstand; både i forhold til kritikkens genstand og dens afsender. Med Slavoj Žižeks termer kunne man sige, at kritikken blev rettet væk fra den ”objektive” vold, dvs. den vold, der forårsages af systemiske eller strukturelle sammenhænge, og over mod den ”subjektive” vold, dvs. vold, der forårsages af en klart identificerbar agent, der kan drages til ansvar for den skade, vedkommende har forvoldt – og som ”vi andre” så kan tage afstand fra i vores meninger og forbrug (Žižek 2008).

Som antydet mener jeg, man også kunne kendetegne udviklingen i den miljøpolitiske aktivisme som en inddæmning af kritikken til en form for artistisk kritik, der undergik ca. de samme forandringer og blev inkorporeret i ”kapitalismens nye ånd” på samme måde som den øvrige artistiske kritik. Det kom med andre ord til at handle om, hvordan børns legetøj blev holdt fri for giftige kemikalier, hvordan fødevarer forblev eller blev gjort sunde og næringsrige og hvordan vi kunne leve liv uden luftforurening eller kræftfremkaldende omgivelser. Boltanski og Chiapello anfører også ganske kort, i 1999, den grønne forbrugerisme som en form for artistisk kritik, ikke mindst på grund af dens implicitte (og nogle gange eksplicitte) krav om ”autenticitet” i forhold til de produkter, den enkelte forbruger har adgang til:

Siden 1999, og ikke mindst i diskussionerne om effekterne af de globale klimaforandringer, har den økologiske kritik dog fået en ny, og langt mindre individualistisk, artikulation. Den egentlige impetus bag den moderne miljøbevægelse – bekymringen for selve livsgrundlaget på planeten – er på vej tilbage som den eksplicitte anledning til den økologiske kritik. Som Eve Chiapello selv for nylig har beskrevet det, udfordrer den økologiske kritik simpelthen ”det kapitalistiske systems evne til at garantere menneskehedens fremtid” (Chiapello 2011). Min påstand er, at det er de globale klimaforandringer, der for alvor har bragt den totaliserende tendens i den økologiske kritik tilbage til værdighed, og at de kan medvirke til at genartikulere den kritik, der har været rejst på forskellige måder siden udgivelsen af The Silent Spring, som en samlet, alvorlig kritik af kapitalismen. At kritisere bil- og flytrafik handler i denne optik ikke (længere) om at ville have mere ”autentiske” transportformer eller være bekymret for lokale lommer af luftforurening, men om at de medfølgende CO2-emissioner er begyndt at true selve reproduktionsbetingelserne for vitale processer over hele kloden. Der er globale problemstillinger i en række miljøpolitiske spørgsmål, men det er klimaforandringerne, der for alvor trækker selve dette perspektiv frem igen og artikulerer det som en legitim, ekstern, systemisk kritik [3]. Når prognoser f.eks. siger, at selve havets primære produktion er truet af de globale klimaforandringer, fordi havet aftager alt for store mængder overskydende CO2 fra atmosfæren (se f.eks. Orr et. al. 2005), så nytter det ikke meget, at forbrugere kræver fisk uden tungmetaller eller fisk, der ikke tilhører overfiskede bestande. Spørgsmålet er, om der om 40-50 år overhovedet vil være fisk i havene. Den økologiske kritik har ganske vist altid mere eller mindre eksplicit haft global bæredygtighed som sit perspektiv, men netop perioden fra 1970erne til i dag har båret stærkt præg af, at også den økologiske kritik og dens fortalere blev integreret i den bestående politiske og økonomiske orden og mere og mere optrådte som interessenter på vegne af f.eks. truede arter og relativt lokale miljøhensyn end som eksterne kritikere af kapitalismen. Hvis mottoet i mange år var ”tænk globalt, handl lokalt”, er den nye økologiske kritik på vej til at skabe et langt mere omfattende og politisk udfordrende imperativ: ”Tænk globalt – handl globalt”, dvs. skab internationale aftaler og initiativer, der kan genoprette det globale miljø. Den økologiske kritik har med andre ord i dag fået en langt mere global og principiel karakter end det, der kan rummes i en artistisk kritik. ”Så længe den kan fremhæve uoverstigelige modsætningsforhold”, har denne kritik, som Chiapello siger, ”ingen grund til at vifte om sig med værdier, i hvis navn kapitalismen bliver kritiseret”. Derfor kommer kritikken heller ikke længere fra ”en person, der prøver at prakke andre sine værdier på” (Ibid.), men fra en ”velinformeret iagttager, der informerer dig om de risici, du løber” (Ibid.). Denne ”person”, der betegnes som en iagttager, kan naturligvis formodes at være videnskabsmanden, der leverer de observationer, som vi endnu har så svært ved at forholde os til, men jeg mener også det giver god mening at beskrive kritikkens ophav mere filosofisk som en dimension ved mennesket, der endnu ikke er blevet ”hørt” i kapitalismens forskellige transformationer – nemlig selvet, ”det økologiske selv”, som Arne Næss kaldte det.

II. Det økologiske selv

Min påstand er, at det giver mening at tale om agenter bag kapitalismens forskellige kriser på en måde, der kan tydeliggøre Boltanski og Chiapellos udviklingshistorie, samtidig med at det klargør, hvori den kommende eller endda nuværende udfordring består. Kapitalismens første alvorlige krise (kulminerende omkring 1930) var den, der blev udløst af arbejderklassens kollektive krav om retfærdighed og betaling for udført arbejde. Nogle steder førte denne krise til en decideret politisk revolution, mens den i det, der bl.a. herigennem blev til ”den vestlige verden”, førte til en transformation af kapitalismen, som beskrevet tidligere. Det var altså arbejderklassen som kollektivt subjekt, eller en ansamling af undertrykte, der udfordrede kapitalismen. I den anden krise (kulminerende omkring 1970) var det snarere ”egoet”, der krævede sin ret. Uanset om man kunne argumentere for, at kapitalismen var bedre for arbejdernes fundamentale økonomiske vilkår, end det ville have været at afskaffe den, så kunne den stadig kritiseres for at gøre det enkelte liv monotont, farveløst og gennemsnitligt. Nu er egoet overalt tiltalt som selve kapitalismens fremmeste argument: Dels kan man ”udfordre sig selv”, finde mening og udvikling i sit lønarbejde og dels kan man som forbruger realisere sit begær og få stillet behov, man ikke engang vidste, man havde. Også i den nyere tids filantrokapitalisme kan man sige, at individet fortsat tiltales som ego: Det, det først og fremmest handler om, er, at forbrugeren, medarbejderen, kapitalisten føler sig moralsk tilpas ved at donere en smule af sit overskud til fattige mennesker eller en eller anden bedre udvikling et sted i verden. Dermed adskilles netop agenten, egoet, fra det, der har brug for forandring, og ophøjes i stedet som et empatisk, sympatisk og generøst ego. Selvet i Arne Næss’ betydning er noget andet – for dét handler økologisk bevidsthed om selvforsvar. Det giver ikke af sit overskud for at ”tage hensyn” til nogle særlige arter i den brasilianske regnskov, og det har ikke som egoet behov for at føle sig bekræftet i, at dets handlinger er legitime og uselviske. Selvet bekæmper miljøødelæggelser, fordi det står direkte i forbindelse med deres effekter. Derfor er den økologiske kritik, som Eve Chiapello nu også har identificeret, langt mere alvorlig i dag, end den var i sine første formuleringer i det 20. århundrede. Da kritikken kom fra egoet, var den meget lettere at rekuperere, fordi den var ”værdi-baseret” og handlede om holdninger eller værdier, der ikke var livsvigtige for afsenderen og ind imellem kunne virke som æstetiske problemer snarere end genuint politiske. Det er derfor, Chiapello faktisk ironiserer en smule over det at ”vifte med sine værdier”. Ligesom de andre kritikformer bliver også den økologiske kritik først for alvor betydningsfuld, når den udspringer direkte af kritikerens egne, mest påtrængende krav. Det er, hvad ”selvet” i Arne Næss’ forståelse kan komme til at betyde: Selvet anslår netop de strenge, som egoet ikke kan – det er ikke et individualistisk, atomisk, kapriciøst subjekt med mangfoldige meninger og interesser, men en dimension ved mennesket, der præcis er defineret ved ikke at være individualistisk og selvberoende. ”Vi undervurderer os selv. Og jeg understreger ’selv’. Vi har en tendens til at forveksle vores ’selv’ med det snævre ego”, som Næss formulerer det (Næss 1995: 225). Når Næss taler om selv-realisering som et mål for filosofisk og politisk stræben, betyder det derfor stort set det modsatte af, hvad netværkskapitalismen i dag overalt tilbyder sine subjekter. Selv-realisering handler ikke om at kunne nyde forskellige varer eller oplevelser, men om at (gen)opleve sin egen mest direkte samhørighed med alt levende. Som David Rothenberg anfører i den engelske udgave af ”Økologi, samfund og livsstil”, så er det ikke meningen, at vi skal ”indsnævre denne realisering til vores egne, begrænsede egoer, men at søge en forståelse af det bredeste ’Selv’, ét med stort S, der udgår fra hver af os til at inkludere alle” (Rothenberg 1989: 6, min oversættelse).

I et menneskeliv er der ifølge Næss først kun ”et vagt netværk af relationer” (Næss 1995: 231). Først relativt sent udvikler vi egoer, dvs. vi lærer at se os selv som en enhed med egne mål, interesser og betingelser for opmærksomhed, tilfredsstillelse, etc. (En betragtning, der i øvrigt er ganske ukontroversiel i forhold til både den empiriske psykologi og psykoanalysen [4]). Egoet er individets eget; det, der kun er mig og angår mig, og sådan som jeg ser mig selv, eller ser at andre ser mig. Selvet er derimod det, der sætter os i forbindelse med alt andet i verden. Det er på den måde det, der hele tiden har været med os, men samtidig er blevet fortrængt af det bevidste egos selvoptagethed (eller netop mere præcist: Ego-optagethed). Selvet kan imidlertid realiseres og træde i bevidst forbindelse med sin omverden igen – med familien, samfundet og det naturlige liv. Når jeg opdager, at mine omgivelser ikke bare er der for at tilfredsstille mit ego, men er medkonstituerende for, hvem jeg overhovedet er, nærmer jeg mig en højere grad af selv-realisering. Hvis jeg f.eks. bliver opmærksom på, at et liv nær havnen i Aarhus ikke bare betyder en mere praktisk placering i forhold til butikkerne på Strøget og de mange restauranter og barer i nærheden, men også et liv, der rummer havet, skoven og en enorm mængde af levende væsner i og uden for byen, som jeg bevidst eller ubevidst lever sammen med, så øges min forståelse af, hvem jeg overhovedet er. Og hvis jeg bliver opmærksom på sammenhængen mellem det liv, vi lever her ved havnen, og så det liv, der føres ude omkring, hvor skibene kommer frem – de mennesker, planter og dyr, der lever derude, og de virkninger vores handelssystem har på livsbetingelserne rundt omkring – så bliver jeg endnu mere bevidst om, hvad det vil sige at være et selv. Jeg bliver mere mig selv, kunne man sige, når jeg opdager, at Mærsk godt kunne sætte farten på deres containerskibe ned med et par knob for at være med til at mindske den globale opvarmning. Eller når jeg bader i havet i stedet for at tage bilen og køre til Jyllandsringen for at overvære et væddeløb, hvor underholdning og spænding snarere skabes på bekostning af liv end på grund af det, hvis man skulle følge Næss strengt. I stedet for at lukke mig inde i egoets særegne interesser, realiserer jeg mit selv ved at blive bevidst om min samhørighed med alt andet levende i verden. Et sådant liv er både lykkeligere, mere etisk og mere selv-bevidst ifølge Næss. ”Jo højere Selv-realisering hos nogen, jo bredere og dybere identifikationen med andre,” som han formulerer det (Næss 1989: 197). Fuldstændig Selv-realisering afhænger derfor i konsekvensen af alt andet liv på Jorden. For i mest fuldendt forstand at blive mig selv, må jeg indgå i ligeværdige eller følelsesmæssigt stabile relationer med alle andre – og hos Næss betyder det alle andre levende væsner overhovedet.

Ligesom en del anden mere eller mindre lødig tænkning i den dybdeøkologiske tradition har Næss’ skrifter en temmelig patetisk og højtsvungen side. Man kan mene, at Næss gjorde sig fortjent til sin patos ved bl.a. at tilbringe en stor del af sit liv i sin hytte, i bjergene og i det hele taget udendørs og faktisk praktisere den etik, han docerede. (Et mere kuriøst eksempel på denne konsekvens er, at han selv klatrede op til sit kontor, da han skulle flytte ind i Oslo Universitets nye bygninger – på den udvendige side af bygningen!). Men uanset dette, så er hans identifikation af det ”økologiske selv” endnu mere relevant i dag, fordi det fremhæver den dimension ved mennesket, der kan træde ind på scenen som aktør i den opkommende økologiske kritik. Der var ikke nogen naiv optimisme eller lalleglad kosmisk holisme i Næss’ diagnose af de miljømæssige udfordringer – der var som sagt tale om et spørgsmål om Selv-forsvar, og det var Næss’ overbevisning, at dette selvforsvar allerede var i fare for at være kommet for sent i gang. Næss var muligvis romantiker, men han var ikke desto mindre også realistisk nok til at indse, at den dybdeøkologiske bevægelse aldrig for alvor fik momentum. Da han i 1995, som en slags åndelig fader for bevægelsen, blev bedt om at skrive et efterskrift til antologien Deep Ecology for the Twenty-First Century (Sessions 1995), fik det meget betegnende overskriften”Deep Ecology for the Twenty-Second Century”, for det var blevet hans overbevisning, at menneskene var dumme nok til at skulle helt ned og skrabe bunden, før en virkelig økologisk omstilling vil blive mulig (Næss 1995: 463).

Dét er den type af sans for det akutte, som det økologiske selv må mobilisere, hvis den økologiske kritik for alvor skal kunne kræve forandringer i den aktuelle, ”tredje”, kapitalistiske ånd – eller måske endda udfordre kapitalismen som økonomisk system. Virkelig politisk forandring kommer, som Slavoj Žižek har beskrevet det, ikke fra fromme ønsker om medfølelse eller mere plads til kreativ udfoldelse. Det, der kan virke som en utopi f.eks. i økologiske alternativer til den nuværende samfundsstruktur, forbliver utopisk, så længe vi ikke har mærket nødvendigheden af det på egen krop. Den ”falske utopi”, som Žižek kalder det, er en værdibaseret forestilling eller drøm om et ideelt samfund, som vi godt ved, aldrig vil blive realiseret. Den sande utopi derimod, den, der er værd at kæmpe for, ”opstår, når situationen forekommer så fuldstændig umulig at løse indenfor det muliges koordinater, at man ud af den rene overlevelsestrang må opfinde et nyt rum. Utopi er ikke en fri forestilling, men et spørgsmål om den inderste nødvendighed” (Žižek i Taylor 2005). Det er netop derfor, den økologiske kritik, som er under fremvækst, formentlig vil være langt mere potent og en alvorligere udfordring for kapitalismen end dens ”artistiske” forgænger – inklusive de tidligere versioner af den økologiske kritik selv. Så længe kritikken baserer sig på ”værdier”, som vi synes, det kunne være rart at flere delte, er kritikken let at akkommodere. Først når den baserer sig på en akut fornemmelse for nødvendighed, bliver den alvorlig. Det er, hvad det økologiske selv repræsenterer: En akut nødvendighed af meget radikale forandringer i økonomien. Med Næss’ ord er det kun et spørgsmål om, hvornår vi begynder at realisere os selv, dvs. opdage, mærke, artikulere den forbindelse, vi allerede står i, til de systemer og det liv, der bliver truet, før det økologiske selv for alvor bliver en politisk kraft. Og hvis der for alvor er noget om kritikken, vil de mest smertefrie transformationer være mere sandsynlige, jo hurtigere de kommer i gang.

Figur 1: Den nye kritik af kapitalismen, der indvarsler dens tredje alvorlige krise, kommer fra selvet. (De to tidligere kriser, som Boltanski og Chiapello analyserede i 1999, kom derimod fra henholdsvis massen og egoet).

III. Den åbne udfordring

Det er denne langt alvorligere tendens i den økologiske kritik, som nu også får Eve Chiapello til at se den som en kommende krise for kapitalismen. Der er en vis angst at spore blandt større virksomheder, skriver hun. Man forsøger efterhånden at indstille sig på nye produktionsformer og konkurrence på alternative teknologier, men efterspørger samtidig verdensomspændende politiske aftaler, der kan ”nivellere konkurrencefeltet og forhindre at konkurrencedygtigheden bliver eroderet af miljøforpligtelser, der ikke er obligatoriske for alle” (Chiapello 2011). For at kapitalismen som system skal kunne bevares, må dette samspil mellem private virksomheder, national regulering og internationale aftaler bringes i langt større overensstemmelse, end tilfældet er i dag. Det er, på den mere pragmatiske side, den udfordring, den økologiske kritik stiller kapitalismen overfor.

Ligesom man kan spore en vis nervøsitet i forretningslivet, kan også populærkulturen illustrere den ændrede ”ånd” i miljøpolitiske spørgsmål, som præger samtiden. Der kan spores en mere ”katastrofisk” tendens i de Hollywood Blockbusters, der de seneste ti år igen har taget økologiske problematikker op til behandling. I sammenligning med de føromtalte retssalsdramaer fra 1990erne har de eksplicit globale og mindre entydige skurke. I Roland Emmerichs The Day After Tomorrow fra 2004 slukkes f.eks. Golfstrømmen som følge af den manglende udveksling af koldt vand fra Arktis med varmt vand fra den sydlige halvkugle, hvorefter bl.a. New York City fryser til is. Og i James Camerons Avatar fra 2009 er menneskene rykket til den fjerne planet Pandora for at finde nye steder at udvinde råstoffer. Avatar kunne læses som et symptomatisk udtryk for (en fornægtelse af) det slogan, der blev taget i anvendelse under klimatopmødet i København i 2009: ”There is no Planet B”.

Chiapello ser imidlertid i den økologiske kritik en potentiel, og ikke spor positiv, ”åbenhed”: Den har en række forskellige udtryk og kan kombineres med forskellige af de former for kritik, som har været rettet mod kapitalismen i dens tidligere faser. Sammen med den konservative kritik, der handlede om en melankolsk begrædelse af opløsningen af de lokale samfund, de små arbejdsfællesskaber og samfundets ”naturlige” og stabile hierarkiske strukturer, kan den økologiske kritik blive til en antidemokratisk længsel efter en autoritær stat. Sammen med den sociale kritik kan den blive til et krav om bæredygtige, kooperative arbejdsfællesskaber, hvor ”arbejdet er løsgjort fra statens kontrol og kapitalens diktat” (Chiapello 2011). Og sammen med den artistiske kritik kan den blive til en fortsættelse af forbrugerstyrede krav om rene fødevarer, sund livsstil, mindre forurening osv. Det er altså ikke givet, hvilken samfundsform, og hvilke typer af transformationer, der følger med den økologiske kritik.

Givet er det blot, at den økologiske kritik er begyndt at stille sig på måder, der får én af forfatterne bag det epokegørende værk om kapitalismens transformationer igennem især det 20. århundrede til at betragte den som den næste alvorlige udfordring. Chiapello anerkender faktisk, ganske kort, at Næss taler for den ”modsatte politiske model” i forhold til mere konservative responser til den økologiske krise, men hun understreger, at der ikke er nogen velunderbygget sociologisk grund til at antage, at en radikal demokratisk, kooperativ eller anarkistisk løsning skulle være den mest sandsynlige [5]. Det økologiske selv marcherer formentlig ikke særlig struktureret, men hvis den stigende følelse af alarmberedskab bringes i forbindelse med andre typer af kritik, kan det godt vise sig at udgøre en stærk, og temmelig uforudsigelig, politisk kraft i de kommende år. Mit ærinde her har været at argumentere for, at det økologiske selv udgør omdrejningspunktet. Om den endnu engang kan overvinde sine kritikere ved at inkorporere deres kritik i sine egne legitimationsformer er svært at sige noget meningsfuldt om. Og om demokrati, kapitalisme og økologi på længere sigt kan forenes, er et endnu større spørgsmål. Men udfordringen er stillet.

Litteratur

Adorno, Theodor W./Horkheimer Max (1993 [1944]): ”Oplysningens Dialektik”, København: Gyldendal.

Bjerre, Henrik Jøker (2008): “Miljøbevægelsens nye ånd”, København: Dansk Sociologi, nr. 2/19. årgang, s. 127-147.

Boltanski, Luc/Chiapello, Eve (2005 [1999]): “The New Spirit of Capitalism”, London/ New York: Verso.

Cameron, James (2009): Avatar, Hollywood: 20th Century Fox.

Carson, Rachel (1962): “Silent Spring”, Boston: Houghton Mifflin.

Chiapello, Eve (2011): “Understanding the new cycle of recuperation of criticism in the age of cognitive capitalism”, i: Kristensen, Jens Erik/Larsen, Steen Nepper: Kognitiv Kapitalisme, København: (under udgivelse).

Emmerich, Roland (2004): The Day After Tomorrow, Hollywood: 20^th Century Fox.

Ferry, Luc (1995 [1992]): ”Den nye økologiske orden”, København: Samlerens Bogklub.

Information (2009): ”Det er ikke bilerne, vi savner, det er vores frihedsrettigheder”, København: Dagbladet Information, 6. oktober 2009.

Nyberg, Mikael (2005 [2001]): ”Kapitalen.com – myten om det postindustrielle paradis”, København: Tiderne Skifter.

Næss, Arne (1989 [1976]): “Ecology, community and lifestyle”, Cambridge: Cambridge University Press.

Næss, Arne (1995): “Deep Ecology for the Twenty-Second Century”, i: Sessions, G. (ed.): Deep Ecology for the Twenty-First Century, London: Shambala, s. 463-467.

Orr, James E. et al. (2005): “Anthropogenic ocean acidification over the twenty-first cen  tury and its impact on calcifying organisms”, Nature 437, pp. 681-686.

Pakula, Alan J. (1993): The Pelican Brief, Hollywood: Warner Bros.

Rothenberg, David (1989): “Introduction”, i: Næss, Arne: Ecology, community and lifestyle, Cambridge: Cambridge University Press.

Soderbergh, Steven (2000): Erin Brockovich, Hollywood: Universal Studios.

Taylor, Astra (2005): Žižek!, New York: Zeitgeist Films.

Zaillian, Steven (1998): A Civil Action, Hollywood: Paramount Pictures.

Žižek, Slavoj (2008): Violence, London: Profile Books.

Noter

[1] Det er blevet nemmere at forestille sig udslettelsen af alt liv på Jorden, gennem f.eks. vira, meteorer eller andre kosmiske katastrofer end at forestille sig en i sammenligning ganske moderat, men radikal forandring i den politiske økonomi, som Slavoj Žižek siger det.

[2] Luc Ferry har f.eks. i Den nye økologiske orden med nogen overbevisning hævdet, at det sene 20. århundredes økologiske bevægelser har urovækkende paralleller til renæssancens absurde håndtering af f.eks. skadedyr som retssubjekter og til Det Tredje Riges opfattelse af det ”oprindelige” tyske landskabs betydning (Ferry 1995), og man kunne påpege, at der var en relativt udbredt, mere konservativ ”miljø”-bevægelse allerede ganske tidligt i det 20. århundrede. Danmarks Naturfredningsforening blev således grundlagt i 1911.

[3] Landbrug og fiskeri må f.eks. naturligvis betragtes ud fra bæredygtighedsprincipper, allerede uafhængigt af klimaforandringerne: Udpines jorden, er bestandene i fare for at blive nedfiskede osv. Men det er klimaspørgsmålet, der for alvor bringer syntesen af alle de enkeltstående miljøproblemer på dagsordenen: Energiforbrug, syreregn, effekt på havets reproduktionsevne, dyrknings- og fangstmetoder, etc. Det hele er relevant, og det er vanskeligt at se løsninger, der ikke har direkte indflydelse på de økonomiske organisationsformer.

[4] Se f.eks. Jacques Lacans berømte tekst om ”spejl-stadiet” (Lacan 2005).

[5] En pointe, der også blev taget op af Dagbladet Information i tiden op til klimatopmødet i København i 2009. Her udkom avisen i to eksemplarer, begge påført 6. oktober 2059 som udgivelsesdato – ét med et scenarie, hvor de rette politiske beslutninger var taget i tide og ét, hvor de demokratiske lande havde spillet fallit – og verden bl.a. havde set fremkomsten af den økofascistiske stat ”Callenbech”, tidligere Californien (Information 2009). Selvom denne gestus måske virkede en smule patetisk, understregede den ganske godt den pointe, man kan få ud af at læse Chiapello med Næss: Det økologiske selv er begyndt at røre på sig, og demokratiske samfund må lytte til det i tide, hvis dets krav skal kunne omsættes til demokratisk vedtagede og fornuftige ordninger på internationalt plan.

Redaksjonell kommentar

Redaksjonen gjør oppmerksom på at teksten tidligere er publisert som et kapittel i antologien Kapitalismens ansigter.
Fullstendig referanse er: Thorup, M., Raffnsøe-Møller, M., Hansen, E., & Vinter Larsen, T. (Eds.) (2012). Kapitalismens ansigter. Forlaget Philosophia.