Tid og miljøet

Barbara Adam introduserer et tidsbillede-perspektiv, for å forene det som den industrielle levemåde har løsrevet fra hinanden; fænomener og deres kreative processer, teori og praksis, natur og kultur, handlinger i nuet og deres (u)tilsigtede indflydelse.

Oversetter: Andreas Hosbond

Introduktion

I dette bidrag præsenterer jeg overblik over forskellige tilgange til, hvorledes tid kan siges at være impliceret i den sociokulturelle produktion af miljømæssige farer. Til det formål fokuserer jeg på konflikter, der udspringer af: (a) komplekse og sammenkoblede rytmer: kosmiske, naturlige og kulturelle; (b) hvordan industriel tid påvirker på økosystemers rytmiske forløb og temporalitet; og (c) vægt på synlig materialitet og kvantitet på bekostning af det, som er latent og skjult for øjet. Som et alternativ tilbyder jeg et tidsbillede-perspektiv (‘timescapes perspective’), som relaterer sig til miljøet, ikke som rum eller stof, men snarere som en optegnelse af virkelighedsskabende aktivitet. At tænke på miljøet som et tidsbillede giver flere konceptuelle fordele. Det tillader os at forene det, som videnskaben og den industrielle levemåde har løsrevet fra hinanden; fænomener og deres kreative processer, teori og praksis, natur og kultur, handlinger i nuet og deres (u)tilsigtede indflydelse, som vil forsætte med at virke ind i fremtiden.

1253_IASSBarbaraAdam_LotteOstermann_QF

Om forfatteren:

Barbara Adam (PhD, DScEcon) er professor emerita i sosiologi på Cardiff University og Affiliate Scholar på the Institute of Advanced Sustainability Studies (IASS) Potsdam.

Hun har publisert en rekke artikler og bøker om sosial tid, hvorav to av monografiene har mottatt priser. Hun er grunnleggeren og redaktør av det internasjonale tidsskriftet Time & Society.

Denne uken besøker hun Universitetet i Bergen, og sosiologisk institutt.

Tid og rum: at forstå naturen og miljøet

Naturen plejer at blive identificeret i forhold til, hvad den ikke er: genstande, kultur, selvet, mennesker og landbrugets kultiverede verden. I videnskabelige såvel som i hverdagsopfattelser får naturen sin definitoriske klarhed som ‘det andet’; som det, der ikke er skabt af mennesker. Naturen fremtryller billeder af bjerge of skove, landskaber og enge, vilde dyr og fugle. Disse billeder refererer til naturens produkter, til de eksternaliserede udfald af processer, til dekontekstualiserede fysiske fænomener uden aktivitet og forløb. Temporalitet og kontekst er imidlertid essentiel i forbindelse med enhver fremstilling af liv. Det vil sige, at den levende natur er aktiv og foranderlig, og dens processer er afhængige af kontekster: fugle bygger rede og migrerer på specifikke tidspunkter og steder; en lokal egn skifter farver i takt med årstiderne; specifikke bjerge viser tegn på erosion. Uden et kontekstuelt blik for tid og rum i processer (tidsbillede-perspektivet) forbliver naturen abstrakt og fjern, afkoblet selvet, kulturel aktivitet og menneskeheden som sådan.

 

Ydermere tager en sådan produktorienteret forståelse af naturen ikke højde for den immanente kraft, der fremkalder de fænomener, som identificeres som natur. En sådan forståelse ekskluderer det, som forvandlede vores jord fra dens gasagtige tilstand til et miljø, der udviklede liv og forskellige arter; det hvor agern bliver til egetræer og en sommerfugls bask med vingerne til en orkan. Den ignorerer energien, såvel som den (re)produktive og (re)generative kapacitet, som er i gang uden hensyntagen til – og på trods af – menneskelig aktivitet: spiren af ny vækst efter et træ er blevet fældet, mutationen der opstår som reaktion på sprøjtemiddel og pesticider – med andre ord: det som mennesker kæmper imod og ønsker at kontrollere. I takt med at denne dynamik foregår under overfladen og uden for vores sansers rækkevidde, falder den udenfor emnet for videnskabelige undersøgelser og målinger og er – ikke så overraskende – forsømt af samfundsvidenskaben. Denne ensidede produktorientering har dog konsekvenser for, hvad det vil sige at agere på en bæredygtig og miljøvenlig måde.

 

Hvis vi i stedet fokuserer på spørgsmålet om tid og rum, opstår der et markant anderledes billede. Først genkender vi, at sfærerne af natur og kultur ikke er så lette at adskille, som dagligtale ellers kan lede os til at tro. For eksempel påvirkes årstider og tidevandsekstremer af industriel aktivitet, ligesom grænserne for industriel aktivitet begrænses af det faktum, at mennesker er bundet til dags- og natterytmer; at vi – i lighed med andre levende væsener – består af et virvar af cirkadiske rytmer, som spænder fra de hurtigt affyrede neuroner til hjerteslaget, fra fordøjelse til aktivitet-/hvilerytmer, og fra menstruationscyklussen til de større regenerative processer af vækst og forrådnelse, fødsel og død. Disse indre og artsspecifikke rytmer pulserer tilmed synkront med de kosmiske rytmer. Miljømæssige forandringer fra mørkt til lyst, varmt til koldt, vådt til tørt bestemmer udviklingsmønstrene for alt liv på denne planet, som igen  bliver internaliseret og tilpasser sig til specifikke evolutions og miljømæssige nicher. Lige fra celler til organer – og endda hjerneaktivitet – er vores fysiologi bundet til disse periodiciteter. Kvinders reproduktive cyklusser er bundet op på dem, og ligeledes er vores kollektive aktivitets- og hvilemønstre, som alle er indstillet på og orkestreret i forhold til en symfoni af rytmer. Sygdom og død har en tilbøjelighed til at samle sig på specifikke tidspunkter på dagen, som er synkroniseret med jordens tidsmønster: astmaanfald kort efter midnat, hjerteanfald og slagtilfælde omkring klokken 9 om morgenen, frembrud af feber fra bakteriel infektion mellem tidlig morgen og middag, fra virale infektioner mellem tidlig eftermiddag og aften (Rose 1989: 87-90).

_Livhjulet_,_Vigelandsanlegget_-_no-nb_digifoto_20151117_00015_NB_MIT_FNR_16092

Foto: Nasjonalbiblioteket

Miljøsosiologi i dag, del 5:

Hvordan bedriver samfunnsvitere miljøsosiologi i 2019?

Flere hevder vi befinner oss i en overgangsfase lik den sosiologiens grunnleggere befant seg i, bare at omstillingen i dag er til en grønn samfunnsorden. Sosiologen ønsker flere sosiologiske perspektiv på agendaen, og har invitert en rekke personer som anvender sosiologisk tankegods uten å nødvendigvis være sosiologer selv til å dele analyser av konkrete eksempler med oss. Først ut var Henrik Jøker Bjerre med en tekst om kapitalismens tredje krise. Dernest en av Andreas Beyer Gregersen om begrepet bærekraftighet. Bård Lahns prøveboringer etter en oljesosiologi var det tredje bidraget i serien, og Willy Guneriussen et fjerde om naturforståelser. Dette femte bidraget av Barabra Adam tar for seg tid som en avgjørende dimensjon for vår forståelse av miljøet.

Serien består av månedlige tekster frem mot sommeren som presenterer en vifte av innganger til å forstå omstillingsperioden vi befinner oss i. Videre i serien vil du møte Gisle Andersen og Vilde Blix Huseby.

Denne mangfoldighed af miljømæssige og interne rytmer giver en dynamisk struktur til vores liv, som præger alle niveauer af vores eksistens. Den udgør jordiske strukturer indenfor de aktiviteter, som ikke kun er organiseret og planlagt, men også indstillet og synkroniseret ved forskellige hastigheder og intensiteter, samt orkestreret til at komplicere adskillige begyndelser, sekvenser, varigheder, pauser og slutninger. Alle rytmer gennemtrænger hinanden og har en betydning for hinanden. Alle sameksisterer og bliver levet simultant. Alle er velkendte på et hverdagsniveau med varierende grad af klarhed, fra det uudtalte til det teoretiserede.

En symfoni af rytmer og temporaliteter understøtter således vores udvikling som mennesker og levende organismer. Det markerer os som væsener på denne jord, som skabninger, der er udgjort af en dobbelt-temporalitet: rytmisk-konstrueret og indstøbt i kosmossets rytmik. I stedet for dualismer af ydre og indre, rumlige og temporale, naturlige og kulturelle antinomier, accentuerer et fokus på tid(er) således de interaktive og konstitutive dimensioner af sociokulturelt liv. Fra et temporalt perspektiv er der ingen modsætning mellem natur og kultur: vi er naturen, vi konstituerer naturen, og vi skaber naturen gennem vores handlinger under vilkår, der – i høj grad – er blevet rammesat af evolutionen og historien. Alligevel er vi tvunget til at indse vigtige forskelle mellem kulturel(le) tid(er) og naturens temporaliteter, simultant med at vi overskrider denne dualisme. Ikke desto mindre er vi også tvunget til at anerkende vigtige forskelle mellem kulturel(le) tid(er) og naturens temporaliteter.

Et fokus på tid frembringer imidlertid vanskeligheder, der opstår, når rytmikken og naturens tidsskalaer er benægtet eller ignoreret, og når kulturelle konstruktioner, som på grundlaget af forskellige temporale principper, er påklistret som alternativer, ikke bare på menneskers hverdagsliv, men også på kreaturer og afgrøder forbundet med agrikulturel produktion. Industriel tid – og herunder tid, som omhandler maskiner, økonomiske relationer og laboratorievidenskab – er væsentlig at have for øje i denne sammenhæng. Sammenstødet af principper mellem disse to divergerende temporale systemer betyder, at deres interaktion og sammenkobling medfører omkostninger og tab, som bidrager til miljømæssige kriser. For at illustrere denne pointe vil jeg kort skitsere den industrielle tids kendetegn for at belyse de væsentlige forskelle mellem denne temporale konstellation og naturlige systemers kontekstuelle rytmik.

Fra et temporalt perspektiv er der ingen modsætning mellem natur og kultur: vi er naturen, vi konsti-tuerer naturen, og vi skaber naturen gennem vores handlinger under vilkår, der – i høj grad – er ble-vet rammesat af evolutionen og historien

Industriel tid

Centralt for industriel tid (Rifkin 1987) er, at den er struktureret i forhold til) klokkens konstante slag, b) den økonomiske kommodificering af tid, og c) den videnskabelige anvendelse af tid som en måling af abstrakt bevægelse. Klokketid er baseret på princippet for konstant repetition. I modsætning til de varierende rytmer og evende systemers kontekstuelle forskelle, omformuleres tid i en ‘a-temporal form’. Dermed kan den anvendes hvor som helst og når som helst. Den rumlige repræsentation gennem talsystemet gør således klokketid kvantificerbar og delelig i matematiske enheder. Som maskintid når den dybt ind i den sociale struktur og påvirker handlinger og interaktioner på tværs af samfundets sociale institutioner; lige fra arbejde og uddannelse til betingelser for sociale ydelser og landbrugspraksisser: på uddannelsesinstitutioner finder læring sted i specifikke temporale enheder; bankoverførsler er mulige inden for standardiserede tidsrammer, som er rationaliseret på tværs af kloden i et netværk af tidszoner; selv i landbrug er målet at bryde med ‘ulejlighederne’, der er forbundet med årstidernes variation.

På grund af klokketidens kraftfulde påvirkning af nutidige, industrielle samfundsinstitutioner, er vi tilbøjelige til at tabe det komplekse forhold mellem tid og miljø af syne og glemme det faktum, at vi også er ‘ure’.  På grund af dens gennemtrængenhed plejer vi at ignorere, at vi er tidsenheder, som slår vores jords mange pulsslag, som oscillerer i synkroni med naturens rytmer. Med denne viden i mente bliver forskellen dog tydelig mellem den artefaktmæssige tid og dens rødder. Vi begynder at erkende, at vores maskinbaserede rytmer slår i takt med en anden puls end de rytmer, der er indlejret i vores indre. Eksempelvis varierer vores mange psykologiske rytmer i intensitet og hastighed. Deres hastigheder varierer under både indre og artefaktmæssige forhold, mens invarians og ensformighed er kendetegnene for artefaktmæssige tid. Rytmikken af vores sol-jord-liv-system er en del af det, som det mekaniske ur symboliserer. Det menneskelige apparat er dog ude af synkroni med flere kilder. Det vil sige, at idealiseret invarians – bevægelse uden forandringer og spatialiseret tid – er i uoverensstemmelse med den temporale, varierende, kreative og generative tid, som den artefaktmæssige tid bygger på.

Negligeringen af temporale problemstillinger har derfor fysiske konsekvenser. Det er dermed helt åbenlyst ikke blot et konceptuelt spørgsmål

Denne uoverensstemmelse relaterer sig til større miljømæssige temaer. Mange af vores tekniske og kemiske opfindelser er f.eks. kopier af naturen. I modsætning til originalerne er kopierne dog skabt i uforanderlig form, fastgjort i tid og afkoblet de mange sammenvævede forbindelser i verdens økologiske rytmik. Problemerne opstår, når originalernes og kopiernes principper ikke længere passer sammen, når replikaerne ekskluderer kybernetiske og metaboliske principper og væseners symbiotiske forhold til deres miljøer. De menneskelige produkter, som er skabt som isolerede ting – i stedet for interaktive, gensidigt afhængige kontekstuelle processer – ender som affald på lossepladser og understøtter jordens entropi i stedet for at bidrage til vores planet. Ressourceudtømmelse, forurening og ødelæggelse af miljøet er nogle af de uundgåelige udfald, der følger af negligeringen af temporaliteten af liv, af varians, af cyklusser af forandring og kontekstafhængighed, af økologisk forbundethed og generativ tid. Negligeringen af temporale problemstillinger har derfor fysiske konsekvenser. Det er dermed helt åbenlyst ikke blot et konceptuelt spørgsmål.

Tiden, der er indlejret i den økonomiske udveksling – som et andet kendetegn for industriel tid – er bygget på samme fundament som de principper, der understøtter urets tid. Som abstrakt bytteværdi oversætter den menneskers og maskiners arbejde til penge. Det er altså i høj grad et spørgsmål om kvantificering. Som jeg indikerede ovenfor, er de ‘rytmisk-konstituerede’ processer af økologiske transaktioner og reproduktion imidlertid svære at kvantificere. Det gør det stort set umuligt at lave denne oversættelse til penge. I en verden, hvor penge er synonymt med magt, bliver enhver form for tid – der ikke kan oversættes til pengeværdi – pr. definition associeret med mangel på magt og falder udenfor værdisystemet af økonomiske relationer i form af produktion og forbrug. Den økologiske tid indordnes tidsforbrug og den generative temporalitet indordnes konstruktionen af bestandighed i diverse artefakter og symbolske systemer, videnskabens produkter, institutioner og markedsstrukturer.

På grund af klokketidens kraftfulde påvirkning af nutidige, industrielle samfundsinstitutioner, er vi tilbøjelige til at tabe det komplekse forhold mellem tid og miljø af syne og glemme det faktum, at vi også er ‘ure’. 

Denne sidestilling af tid og penger implikationer for økonomisk praksis: En arbejdsgiver bliver nødt til at bruge så lidt tid på arbejdet som muligt for at opretholde profitabiliteten, da effektivitet – i dette perspektiv – betyder, at produktionen af et eller andet (eller udførelsen af en opgave) bliver gjort så hurtigt som muligt. Dertil kræves det at være hurtigere end rivalerne for at være konkurrencedygtig. Den kommodificerede tid for økonomisk udveksling bibringer derfor tidsværdier specifikt til sig selv: hurtighed foretrækkes frem for tidskrævende processer og over procedurer og handlinger, hvis varighed ikke kan estimeres og kalkuleres præcist. Relationen ‘tid er lig med penge og hurtighed er lig med profit’ spiller en afgørende rolle i f.eks. landbrugsproduktion og kommer tydeligt til udtryk i landbrugspraksisser: en hårdtarbejdende malkeko er således et dyr, som producerer maksimalt meget mælk og kælver under en levetid på ca. 5,5 år. En sådan effektivitet skal sættes i forhold til en kos arbejdsindsats, hvis produktive racespecifikke livstid spænder over 30-40 år, og som producerer meget mere mælk – og som samtidig kælver i denne periode – end hendes industrialiserede ‘hårdtarbejdende’ sidestykke. Det konstante økonomiske pres for at reducere modningstiden og for at øge udbyttet af deres kreaturer har resulteret i flere fødevareproblemer, heriblandt dannelsen af BSE (kogalskab).

Den økonomiske tilgang til tid tenderer til at facilitere en stærk orientering mod nu’et og modarbejder dermed et mere langsigtet udsyn. Orienteringen mod nu’et forstærkes af den økonomiske praksis, der ikke tager hensyn til fremtiden, hvilket endvidere betyder, at jo længere den potentielle gevinst ligger ude i fremtiden, des mere falder værdien (Price 1993). Dette er tydeligvis en højst problematisk fremgangsmåde, når vores handlinger i dag skaber fremtiden tusinde af år frem i tiden; når industrielle udviklinger og politikker forudbestemmer og afgrænser tilstedeværelsen af et ubestemmeligt antal af efterfølgende generationer. Tidsrammer – der er ‘ude af synk’ – er tæt knyttet hertil og udgør et afgørende element i forbindelse med et stort antal af miljømæssige problemer: muldjord og skoves økosystemer – som det tog tusinder af år at skabe – bliver ødelagt eller opbrugt på århundreder eller årtier. Sammenlignet med evolutionære forandringer, virker påvirkningen fra nye teknologier inden for en komprimeret tidsramme. I sådanne industrielt producerede fænomener er der endvidere manglende overensstemmelse mellem tidsskaleringen af en handling, dens fremkomst som et symptom, (an)erkendelse af den som en miljømæssig fare, modsvaret på sådan et problem og implementering af et sådant modsvar samt systemernes endelige rekonvalescens (hvis dette overhovedet er muligt). Problemet med tidsrammer – der er ‘ude-af-synk’ –intensiveres af farer, som ikke er bundet til tid og sted, men som er globalt udbredte og strækker sig fra en rimelig afgrænset fortid og ind i en ubestemt fremtid.

Angående landbruget, og fødevareproduktion især, er kompleksiteten af kommodificeret tid slående: det er ikke et simpelt spørgsmål om at vælge mellem enten-eller, der er ingen lineære kausalsammenhænge, ingen fuldstændigt rationelle valg, ingen sikkerhed, intet substantielt mål for kontrol.

At tid er lig med penge, og at hurtighed er lig med forestillinger om profit kompliceres yderligere – og får den modsatte betydning, når de knyttes til kvantitet og virksomhedsinteresser – hvis det f.eks. er blevet billigere at købe frugt, som er blevet transporteret halvvejs på tværs af kloden og modnes undervejs, i stedet for at købe lokalproduceret frugt i mindre mængder og vente på modningsprocessen, så frugten er klar til at blive spist eller lagret til vinteren. I dette tilfælde er afstand og varighed omvendt forbundet til omkostninger i et komplekst samspil i forhold til kvantitet, subsidier og magtforhold, som virker under dette fænomens umiddelbare overflade. Disse problemstillinger er så komplekse, at vi ikke kan ende ved simple modsætninger: hverken tidsforståelsen, der knytter sig til økonomisk udveksling eller værdsættelsen af hurtighed, er en nødvendig eller uforanderlig overenskomst, og i forbindelse med miljømæssige spørgsmål, bliver vi nødt til at forstå dem i relation til et mangefold af andre faktorer. Angående landbruget, og fødevareproduktion især, er kompleksiteten af kommodificeret tid slående: det er ikke et simpelt spørgsmål om at vælge mellem enten-eller, der er ingen lineære kausalsammenhænge, ingen fuldstændigt rationelle valg, ingen sikkerhed, intet substantielt mål for kontrol. Ved at (gen)tænke miljømæssige problemstillinger i temporale termer, får vi en teoretisk indgangsvinkel til denne kompleksitet.

Hvis man tror på muligheden for, at fejltagelser og skader kan rettes op, er man mere tilbøjelig til at tage risici, end hvis man er klar over, at det er en umulighed

Tiden i laboratorievidenskab udgør den tredje del af den trefoldige konstellation af industriel tid. Som måling af bevægelse bliver tid abstraheret fra kontekst og postuleres som værende reversibel i forhold til fortiden og fremtiden. I newtonisk fysik bliver denne reversible tid brugt til fænomener, såsomendulets svingninger eller billardkuglers elastiske kollision, hvorimod vi ikke – hvis vi optog en film af disse begivenheder – ville kunne se, om det foregik forlæns eller baglæns. Ilya Prigogine og Isabelle Stengers (1984, s. 61) argumenterer for, at postulatet angående reversibilitetr baseret på den antagelse af, at alt er givet, og uanset antallet af transformationer et system gennemgår, kan det i princippet vende tilbage til dets originale tilstand. Opfattelsen af reversibilitet udgør også et væsentligt aspekt af den miljømæssige diskurs. Ideer som bygger på, at man potentielt kan vende om på udviklinger, råde bod på skader, eller få jord tilbage til dets originale tilstand er udtryk for, at det videnskabelige tidsperspektiv gennemtrænger hverdagslivet. Reversibilitet betegner imidlertid muligheden for ikke at handle, vide og mobilisere samt muligheden for at blive yngre i stedet for at blive ældre.

Set på den måde er der åbenlyst tale om en absurditet. Når dette vendes på miljømæssige emner, er det ikke kun fejlagtigt, men stærkt problematisk: hvis man tror på muligheden for, at fejltagelser og skader kan rettes op, er man mere tilbøjelig til at tage risici, end hvis man er klar over, at det er en umulighed – at det ikke er muligt at vende tilbage til den originale tilstand, at fortidens forseelser ikke kan gøres om. Derfor er anerkendelse af, at alle handlinger implicerer en form for nødvendighed – og at de dermed er konstituerende for nye og irreducible tilstande – en central forudsætning for miljøvenlig og ansvarlig handlen.

Forbrugerforventninger om [...] f.eks. jordbær om vinteren og æbler i den tidlige sommer i Nordeuropa [har] vidtgående konsekvenser for miljøet.

Et andet nærtbeslægtet element ved videnskabelig tid relaterer sig til de fysiske videnskabers tilgang til naturen. Da videnskab hovedsageligt studerer naturen i laboratoriet, er emnefeltet konstant afskåret fra dets forbindelse til økologisk kontekst og livets rytmik. Det vil sige, at der – med den ‘laboratoriske natur’ – abstraheres fra naturens temporale forbindelser og dens kontekstafhængig-hed. Dermed ophæves de rytmiske netværk af gensidige forbindelser i laboratorievidenskab, og le-vende væseners indlejrede temporalitet gøres irrelevant. Dette implicerer følgende: for det første kan processer kontrolleres, programmeres, manipuleres, ændres, fremskyndes og bremses, når der abstraheres fra dette net af gensidige forbindelser og kontekst (Nowotny 1994). For det andet er alt tilgængeligt når som helst og klar til brug 24 timer i døgnet 365 dage om året. Kontrol af tid og produkters konstante tilgængelighed finder sit hverdagsudtryk i de arytmiske og dekontekstualiserede produksjonsprincippene som gjerne kaldes ’non-stop’ og ’just in time’ og forbrugerforventninger om, at sæsonbetingede fødevarer skal være tilgængelige overalt og når som helst: f.eks. jordbær om vinteren og æbler i den tidlige sommer i Nordeuropa og deres tilsvarende ækvivalenter i andre dele af verdenen, alt sammen med vidtgående konsekvenser for miljøet (Adam, Held and Geissler, eds. 1997).

Opmærksomheden rettes mod det synligt materielle på bekostning af det, der er latent, immanent og skjult for øjet.

Til sammen danner den industrielle tids tre aspekter– maskintid, økonomisk tid og laboratorietid – en stærk konceptuel blok: tiden bliver en kvantificerbar ressource som er mulig at manipulere og gøre til genstand for brug, allokering og kontrol. Opmærksomheden rettes mod det synligt materielle på bekostning af det, der er latent, immanent og skjult for øjet: det, der sker under overfladen forbliver utilgængeligt. Kompleksiteten i tidsdimensionerne, der er nært beslægtet med størstedelen af miljømæssige problemer, må imidlertid lokaliseres udenfor rammen af den industrielle tids konceptuelle blok.

 

‘Isbjerg fænomener’: fra latens til symptomer

Uanset om vi støder på kemiske processer, ozonreduktion, luft- og vandforurening, radiation eller nye sygdomme, som f.eks. BSE, har vi at gøre med fænomener, hvor handlingers indvirkning sker usynligt under overfladen, indtil de bliver materialiseret som symptomer, hvor de dog når til et punkt, hvor de ikke længere er sporbare til de originale kilder. Det vil sige, at disse industrielt producerede fænomener og processer er karakteriseret ved usynlighed og perioder af latens, og at de kun kan identificeres, når de viser sig som symptomer i et videnskabens erkendelses- og begrebsapparat. Dette betyder, at fænomenerne er ikke forståelige med det konceptuelle værktøj, de selv ble skabt af.

Når vi ser på et landskab, ser vi historiske beretninger om aktivitet: af vind, vejr og klima, af naturens vækstcyklusser, af dyre- og menneskeliv.

Lad mig illustrere denne pointe med udgangspunkt i eksemplet stråling. Stråling fungerer stille og usynligt indefra. Det forløber udenfor vores sansers rækkevidde: det er kun kendt for vores celler. Strålingens materialitet er uden for menneskets fatteevne og sensibilitet (undtagen når sanserne forbedres af videnskabelige instrumenter), strålingen har indflydelse på vores kollektive nutid og vores langsigtede fremtid, og dermed vores egne – og andre arters – børn i et nutidigt såvel som et fremtidigt perspektiv. Det er en skæbne, vi deler med et globalt fællesskab af væsener. Strålingen er grænseløst spredt i tid og rum, og den er udgjort af komplekse temporaliteter og sammensætninger af tid og rum. Dets livscyklusser af forfald spænder fra nanosekunder til årtusinder. Det betyder, at dets tidshorisont også overgår menneskelig kapacitet og bekymring. Ydermere gennemsyrer stråling alle livsformer i forskellig grad og ser bort fra konventionelle grænser: hud, tøj og vægge, byer og nationer, samt grænsedragningen mellem elementerne. Dette betyder, at strålingens ‘materialitet’ falder udenfor den konventionelle definition af de virkelige, ydre forståelser, hvor ‘det virkelige’ forstås synonymt med ‘det materielle’, og som derfor er det, der er tilgængeligt for sanserne. Usynlighed, store og forskellige nedbrydningstidsspænd, et netværk af gensidig afhængighed og det faktum, at effekter ikke er bundet til tid og sted for udledningen, gør stråling til et kulturelt fænomen, som volder problemer for traditionelle måder at tænke på og relatere til den materielle verden. Stråling er dermed et tydeligt nutidigt eksempel på et fænomen, hvor temporaliteten ikke kan rummes i den industrielle forståelse af tid.

 

Det behøver imidlertid ikke at kræve så meget af os at finde veje til at forstå og vide mere om det, vi ikke umiddelbart kan se. Hverdagsviden (selv i Nordeuropa og den vestlige verden generelt) inkorporer altid fravær, og samler – med lethed – hvad den klassiske videnskabstradition har holdt adskilt: tid og rum, kultur og natur, fænomen og proces, kvalitet og kvantitet. Lad mig illustrere denne pointe med landskabet som eksempel og slutte af med at foreslå udviklingen af et mere passende tidsbillede-perspektiv.

 

Landskaber og tidsbilleder

Når vi ser på et landskab, ser vi historiske beretninger om aktivitet: af vind, vejr og klima, af naturens vækstcyklusser, af dyre- og menneskeliv. F.eks. indikerer konsekvent skæve træer kystvinde og nærtliggende hav. Hække og stenmure fortæller os om menneskelig landbrugsaktivitet, selv hvis vi ikke ser huse eller mennesker, som interagerer i aktiviteterne. Ved at se på stenmure kan vi f.eks. også sige noget om geologien i området, om den type landbrug, der bliver praktiseret i området, og om dyrene, der holdes indenfor dette afgrænsede område. Ligeledes siger selve den måde – som stenmure er opbygget og vedligeholdt på – noget om de nuværende aktiviteter og gårdenes tilstande.

Et landskab er en beretning om konstitutiv aktivitet. Det indeholder fravær og omfatter naturlige og kulturelle aktiviteter som en forenet enhed. Det er relativt; det afhænger af øjnene, der ser.

Et landskab er derfor en beretning om virkelighedsskabende aktivitet. Det er en krønike om livet og beboelse (Ingold 1993, Shama 1995). Det vil sige, at de synlige fænomener, der udgør landskaber, uundgåeligt har de usynlige konstitutive processer indlejret i sig. I sin repræsentation indeholder landskabet således et fravær af tid og rum.

Det fortæller en historie om immanente kræfter, om gensidigt afhængige forbindelser, som har givet det eksistens. Fra en betragters perspektiv kan et landskab selvfølgelig aldrig være et objektivt abso-lut, da enhver betragters perspektiv er betinget af allerede etableret viden, evnen til at drage konklu-sioner og den enkeltes fantasi. Det er dette billede – lad det være et landskab, udsigt over havet eller et bybillede – som danner harmoni mellem det, der bliver observeret og observatøren, materielle fænomener og kræfter der er utilgængelige for sanserne, synlige såvel som usynlige indflydelser.

Lad mig udvælge et af kendetegnene her, som har en vis vigtighed: et landskab er en beretning om konstitutiv aktivitet. Det indeholder fravær og omfatter naturlige og kulturelle aktiviteter som en forenet enhed. Det er relativt; det afhænger af øjnene, der ser. Således adskiller det sig fra billeder af natur og kultur, som er defineret negativt i relation til hinanden: kultur som produktet af menne-sker og ikke natur, naturen som det, der er skabt uden hjælp fra mennesker, og som fungerer uden hensyn til – eller på trods af – menneskelig aktivitet. Overskridelsen af sådanne dualismer er af største vigtighed i dag, hvor globaliseret menneskelig aktivitet skaber huller i ozonlaget, ændrer CO2 niveauet i atmosfæren, skaber abnormiteter i celleniveauet i planter, hvirvelløse dyr og mennesker. Det er centralt, når naturen bliver forurenet af menneskelig aktivitet, og når, som Karl Marx observerede i den tidlige del af det nittendeårhundrede: “denne natur, som går forud for den menneskelige historie, [er] ikke den natur (…) der i vore dage ikke længere eksisterer nogetsteds (…)” (Marx & Engels 2004: 89-90).

Et landskab er derfor en beretning om virkelighedsskabende aktivitet.

For mig virker det til, at der er et presserende behov for at føre denne tidsforståelse videre og udvide den til også at kunne rumme det tidsperspektiv, der relaterer sig til miljømæssige spørgsmål. Med tidsbillede-ideen (Adam 1990, 1995, 1996, 1998) kan vi stræbe efter at opnå en tidsmæssig ækvivalent til forståelsen associeret med et landskab, til at udbygge en lignende sensitivitet over for tidsmæssige afhængigheder, og til at forstå miljøfænomener som en kompleks forening af temporale, og kontekstuelt specifikke helheder. Dette omfatter et fokusskift, ikke blot fra rum til tid, men – endnu vigtigere – til det, som er usynligt og uden for vores sansers rækkevidde. Da vi ikke har et organ, der kan sanse tiden, har vi – endnu mere end for landskabsperspektivet – brug for det fuldstændige supplement til vores sanser, som arbejder samstemmigt med vores forestilling, før vi kan erfare dets indvirkning på vores kroppe og miljøet. Sådan en indsats på forestillings-niveauet er påkrævet, hvis vi skal kunne være i stand til at forholde os til miljøet med dets latents og immanens, tempo og intensitet, kontingens og kontekstafhængighed, rytmer og tidsskalering af forandring, fortidens påvirkninger og overførslen af disse til en åben fremtid.

Et tidsbillede-perspektiv fremmer en forståelse, der erkender betydningen af positionen og rammerne for observation, mens det samtidig lægger vægt på, at v uundgåeligt er impliceret i emnet og anerkender vores personlige og kollektive ansvar. Det inkorporer eksplicit fravær, latens og immanente kræfter, som derfor hjælper os med at bevæge os væk fra den nytteløse insisteren på bevis og vished om situationer, der snarere er karakteriseret ved ubestemmelighed, tid i uspecifikke varigheder og spredning af tid og rum. Det fremmer en erkendelse af, at vores forhold til tid er centralt impliceret, ikke bare i forbindelse med industriel levevis, men også i enhver bevidst konstruktion af en bæredygtig fremtid.

 

 

 

 

 

Om artikkelen:

Dette er en forkortet versjon av et paper som tidligere er publisert i Michael Redclift and Graham Woodgate, eds. (1997) The International Handbook of Environmental Sociology. Edward Elgar, pp. 169 – 178. Forskningen som lå til grunn ble gjort i løpet av et toårs ‘fellowship’ (1994-6), tildelt av the British Economic and Scientific Research Council (ESRC) som en del av deres ‘Global Environmental Change Programme’. Jeg føler det er legitimt å publisere dette, som først ble publisert tjueto år siden, nå ettersom analysen ikke har mistet noe av den relevans eller potensiale.

Referencer

Adam, B. (1990), Time and Social Theory, Cambridge: Polity Press; Philadelphia: Temple UP.

Adam, B. (1994) `Running out of Time: Environmental Crisis and the Need for Active Engagement’, pp. 93-112 in T. Benton and M. Redclift eds. Social Theory and the Environment, London & New York: Routledge.

Adam, B. (1995), Timewatch: The Social Analysis of Time, Cambridge: Polity Press, Williston, VT: Blackwell.

Adam, B. (1996) `Re-Vision: The Centrality of Time for an Ecological Social Science Perspective’, pp. 84 – 103 in S. Lash, B. Szerszynski and B. Wynne (eds.) Risk, Modernity and the Environment. Towards a New Ecology, London, Thousand Oaks & New Delhi: Sage.

Adam, B. (1998) Timescapes of Modernity, London & New York: Routledge.

Adam, B., M. Held and K. Geißler (eds) (1997) Die Non-Stop Gesellschaft und ihr Preis, Stuttgart: Universitas.

Ingold, T. (1993) `The Temporality of Landscape’, World Archaeology, 25:152:74.

Marx, Karl & Friedrich Engels (2004): Det kommunistiske manifest og den tyske ideologi, Det LILLE forlag.

Nowotny, H. (1994) Time. The Modern and Postmodern Experience, Cambridge (UK): Polity.

Price, C. (1993) Time, Discounting and Value,  Oxford (UK) and Cambridge, Mass (USA): Blackwell.

Prigogine, I. and I. Stengers (1984) Order out of Chaos. Man’s new Dialogue with Nature, London: Heinemann.

Rifkin, Jeremy (1987) Timewars. the Primary Conflict in Human History, New York: Henry Holt.

Rose, J.K. (1989) The Body in Time, New York: John Wiley & Sons.

Shama, S. (1995) Landscape and Memory, London: Harper Collins.