Om kroppens isolation, kollektivitet – og sociologi

Et nyt og blomstrende forskningsfelt i sociologien beskæftiger sig med den kollektive krop. Man her finder interessante perspektiver, der i den grad kan gøre os klogere både på den nuværende krise og det, den gør ved os.

Tekst: Bjørn Schiermer, professor i sosiologi, UiO.

Kroppens sociologi og coronakrisen

Den nuværende krisetilstand udgør en unik mulighed for at udforske et fænomen, der normalt er gennemsigtigt og selvfølgeligt: Kroppens kollektivitet. Er det ikke som om, den nuværende isolation af kroppen, gør os klogere på, hvor afhængig vores krop normalt er af andre kroppe?

 

Du har kanske fået en klarere fornemmelse af, hvor meget kærtegn og klem fra familie og venner egentlig betyder for dig? Kanske har du bemærket en pludselig længsel efter det anonyme samvær sammen med andre kroppe i koncertens fortættede mørke? Kanske du har set en fodboldkamp uden publikum og følt en sær uvirkelighedsfølelse? Eller bare et stik af savn efter liv og latter på de øde gader lørdag nat?

Bjørn Schiermer

Bjørn Schiermer, professor ved institutt for sosiologi og samfunnsgeografi, Universitetet i Oslo.

I sociologien kaldes dette fænomen for breaching. Begrebet er opfundet i 60erne af den amerikanske sociolog Harold Garfinkel, der havde ideen fra den kendte tyske filosof Martin Heidegger. Ting, værktøj eller teknologier, som vi tager for givet fordi de er hverdagslige eller allestedsnærværende, ser vi pludselig i et nyt lys, hvis de går i stykker. Du opdager først, hvad din mobiltelefon virkelig betyder for dig, når du mister den eller den går i stykker. De funktioner, telefonen normalt har i dit liv, bliver ligesom oplyst indefra, når du vilkårligt rækker ud efter den for så med ærgrelse at komme i tanker om, at den er i stykker eller blevet stjålet. Og sådan forholder det tilsyneladende også med krop og med kroppens kollektivitet. Vi opdager den måske egentlig først, når den blokeres eller går i stykker, når kroppen pludselig tvinges ud i en af-kollektivisering.

 

Sociologien om kroppen er et ungt felt, som stadig er åbent og heterogent. Den amerikanske sociolog Randall Collins analyser af spontane hverdagsritualer og synkroniseringsdynamikker mellem kroppe er en vigtig inspiration på feltet; den franske fænomenolog Maurice Merleau-Pontys tanker om kroppen som en oprindelig familiaritet med verden og tingene en anden. Andre impulser kommer fra 1890ernes franske massepsykologi med dens fokus på fænomener som kollektiv imitation og suggestion. Endelig spiller adfærdspsykologiske ideer der går helt tilbage til Darwin og den amerikanske filosof William James en prominent rolle på feltet – somme tider forbundet til helt aktuelle teorier om såkaldte ‘spejlneuroner’ og om udveksling og spredning af før-sproglige ‘affekter’ mellem kroppe.

 

Jeg skal i det følgende kigge på to breachinger, direkte påført os af den nuværende kropslige isolation, og på hvad jeg mener, man kan lære af dem om krop og kollektivitet. Jeg tror der er et par overraskelser på vej til læseren. Jeg har med vilje forsøgt at undgå at fokusere for meget på følesansen, – ikke at det intime og berøringen ikke er vigtigt, men for at vise at der er andre og mindst ligeså interessante ting på spil i oplevelsen af andre kroppe på afstand.

 

Kroppenes eget samvær

Det første breaching-eksempel handler om det stik af ubehag, man kan føle i disse angste tider, ikke blot når andre kommer for tæt på, men også når man ser andre kroppe tæt sammen, specielt hvis der er mange af dem. Vi har at gøre med en form for angst på disse andre kroppes vegne, måske en form for solidaritet  – hvis man da overhovedet, når at tænke noget. I første omgang er det bare noget, man føler. I kroppen. Lidt ligesom man føler et stik af ubehag, hvis man iagttager andre kroppe i farlige situationer, kroppe på film, der er ved at falde fra høje bygninger, eksempelvis. Det handler ikke om sexforskrækkelse eller puritanisme. Vi har at gøre med en frygt, der sidder dybere i kroppen end småborgerens forargelse eller ressentiment.

 

Det kan være læseren mener jeg overdriver. Men tænk tilbage på det tidspunkt, for en måneds tid siden eller mere, hvor det pludselig bliver alvor, og hvor man indfører den nuværende isolationspolitik. På dette tidspunkt var det de panikramte og hysteriske kroppe fra billederne fra Wuhan og Italien, der havde fat i os. I mig i hvert fald. I Danmark styrtede folk ud og hamstrede toiletpapir. Jeg husker, at min krop var i højeste alarmberedskab, når jeg var ude at købe ind. Slut marts, mens hysteriet var på sit højeste, genså jeg Pride and Prejudice, som lå til fri streaming på Danmarks Radios hjemmeside, og blev chokeret over at ansigter og kroppe ligesom var for tæt sammen. For intense sammen. Sammensvorne på en måde, der er farlig og som man ikke ser på gaden længere. Jeg følte et kortvarigt men intenst ubehag. Bevares, det går over igen, hvis man kigger videre. Varer vel max 30 sekunder. Men der er alligevel noget at lære ved at se nærmere på dette ubehag.

 

Eksemplet illustrerer en grundlæggende pointe i den nyere kropssociologi. En pointe der kan udtrykkes på følgende måde: min krop er tættere på andre kroppe end på mig – i hvert fald hvis man med dette ‘mig’ mener en form for ‘tænkt’ og sprogklædt forståelse af mine omgivelser og mig selv. Min krop reagerer konstant på andre kroppe, er i kontakt med andre gruppe, indstiller sig på andre kroppe – før jeg egentlig får tænkt mig om. Jeg kan selvfølgelig kontrollere og styre min krop, mine sanser, mit blik og mine bevægelser; hvornår jeg drejer hovedet, hvor jeg har min opmærksomhed. Jeg kan tænke mig om og tage kontrol. Men en sådan kontrol er egentlig ret krævende og kan opretholdes længe. Prøv at holde dit blik fast – og du vil opdage, at det ikke varer længe før det igen går på udflugt, genoptager sit eget anonyme liv, interesseres af et nyt objekt.

Men kroppen har også sine egne måder at føle sig selv på. Også her sker der noget som ‘kommer før’ den bevidste tanke. Snarere end at være noget, jeg tænker, kommer det akutte ubehag, jeg taler om, ligesom fra kroppen selv. Jeg får uvilkårligt lyst til at skygge for skærmen med min hånd, min krop bliver anspændt, jeg får gåsehud, bevæger mig ubekvemt på stolen. Og igen reagerer min krop før, jeg egentlig bliver bevidst om hvad jeg tænker. Det er derfor den er ligeglad med, at de kroppe, den kigger på, ikke er fysisk tilstede i lokalet men hører hjemme i en filmoptagelse der er 30 år gammel. At disse kroppe, jeg ser på skærmen hører til i en anden tid og på et andet sted; at de ikke er farlige for hverandre eller for mig, – det kan jeg selvfølgelig tænke, men jeg kan ikke fortælle min krop det, i hvert fald ikke få den til at lytte. Jeg kan ikke rive den ud af det samvær den har med andre kroppe. Dette kommer først. Og det sprænger grænserne for tid og rum. Bare kroppe ser hinanden, hænger de tilsyneladende sammen.

 

Læseren vil måske mene, at dette handler om primitive evolutionære mekanismer, om fight or flight-reaktioner, som det hedder på engelsk. Og det er da også rigtigt. Jeg mærker tydeligt, at jeg ikke helt har det på samme måde længere. Det var en ret kort periode sidst i marts. Min krop er ikke længere i alarmberedskab. Og den er derfor ikke lige så hurtig til at reagere. Det er klart, at der er en forbindelse her. Sociologien om kroppen trækker ofte på den såkaldte James-Lange-tese, opkaldt efter William James og den amerikanske fysiolog Carl Lange (som uafhængigt af hverandre fik den samme idé sidst i 1800-tallet). James-Lange-tesen udtrykkes ofte som følger: «først løber du, så bliver du bange!». Pointen er, at den kropslige reaktion kommer før forståelsen af, hvad jeg egentlig føler, måske endda af hvad der egentlig sker. Det skal jo gå hurtigt, hvis der kommer et vildt dyr forbi. Så hurtig, at der ikke er tid til at blive bange. Snarere er det ‘at blive bange’ netop følelsen af at min krop reagerer med panik og afværgereaktioner. Læseren kan eventuelt tage et kig på nogle af de mange såkaldte scare-videoer, der florerer på Youtube; mestendels hjemmevideoer optaget af folk, som forskrækker deres partner eller venner og som filmer det. Det er ikke alt sammen lige morsomt, men det er helt tydeligt i nogle af disse videoer, at den forskrækkede krop reagerer, før personen får et chok. I nyere affektteori tales om et halvt sekunds forsinkelse. Så langt forspring har min krop fra mit hoved.

 

Men for sociologien handler dette heldigvis om mere end frygt og forsvar. Min krop er ikke blot bange for andre kroppe eller bekymrede på vegne af dem, den savner dem også. Min krop forstår ikke blot den anden krops angst eller smerte, men også dens smil og dens glæde. En glad krop gør andre kroppe glade. Og igen har vi med samme umiddelbarhed at gøre. Samme fart. Samme oprindelige sammenvævethed, som først tanken skiller ad. Ifølge den nye sociologi om kroppen kunne man sagtens omformulere James-Lange-tese til, «først smiler du, og så bliver du glad». Møder du et spontant smil, er det næsten umuligt ikke at smile tilbage. Din krop har allerede gjort det for dig. Og det er en god følelse. Ovennævnte Collins taler om emotionel energi. Igen er pointen imidlertid, at vi gengælder smilet før, vi bliver glade. Eller bedre, smilet er uadskillelig fra det pust af glæde og energi, vi faktisk føler i kroppen. Det er ikke et ‘tegn’ på en indre sindstilstand. Vi har ikke med kommunikation at gøre, men med en mere umiddelbar indforståethed.

 

Kroppe hænger sammen med hverandre før tanken skiller dem ad. I den ældre massepsykologi talte man om imitation og suggestion og opfattede sådanne kropslige udvekslinger som mekaniske, som en form for robotagtig kopiering. Man satte det kropslige og ‘determinerede’ i modsætning til ånd og ‘frihed’. I den nye sociologi om kroppen prøver man at se anderledes på det. Det spontane smil er motiveret af den andens smil til mig. Det kan ikke løsrives herfra. Mit smils indvævethed i den anden krop er således netop det, som garanter dets spontanitet og dermed også dets autenticitet. Det er ikke ufrit fordi det – delvist – sidder i min krop; at det er den der smiler; ej heller fordi det – delvist – ikke kan betragtes løsrevet fra den krop der smiler til mig. Derimod ville det være uægte, hvis det alene kom ‘indefra’, som noget jeg bestemte mig til at gøre. Dette skal ikke misforstås: Det handler heller ikke om ‘indlevelse’ eller ’empati’. Det er jo ikke sådan, at jeg mærker en anden persons ‘indre’, når jeg gengælder et smil. Jeg når ikke at tænke over, hvad kassedamen i Rema 1000, mon ‘mener’ når hun spontant smiler til mig eller om hun mon er i godt humør. Det går hurtigere. Det handler først og fremmest om kroppes umiddelbare kollektivitet. At give et smil tilbage er hverken noget, jeg i streng forstand vælger at gøre, men heller ikke blot en reaktion. Dér hvor kroppe hænger sammen er de endnu ikke faldet fra hinanden i inder- og ydersider, i sjæl og legeme, som det hedder. Et rigtigt smil er begge dele. Sociologien om kroppens kollektivitet prøver at sætte sig ud over sådanne dualismer.

 

Men, tilbage til Pride and Prejudice og mit umiddelbare ubehag ved disse varme og begejstrede kroppe så nær hinanden. Igen: selv på afstand kan vi ikke vikle os ud af andre kroppe. De har fat i os. Vi kan holde os for øjnene. Forsøge at koncentrere os om, at det vi ser lige nu blot er film, at det ikke er virkeligt – men det er altid en efterrationalisering. Ser vi videre, sker det samme vilkårligt igen. Vi forbliver forbundne med andre kroppe på tværs af tid og rum. Blot vi ser en krop er vi allerede ude ved den. Og denne indfiltrethed i andre kroppe er forudsætningen for en stor del af vores kulturliv: Kun fordi min krop socialiserer sig på sin helt egen måde med kroppen på scenen; deler dens bevægelser eller dens vrede, dens sorg, dens glæde i et halvt sekund af intimt samvær, er der noget ved at gå i teatret – eller se film. Paradoksalt udtrykt kan man sige, at det er fordi kroppen ikke forstår fiktion, at fiktionen overhovedet kan gribe os og holde os fast.

 

Disse helt umiddelbare forbindelser er selvfølgelig mest mærkbare dér, hvor det er selve kroppen, der står i centrum: Sport. Prøv at se dokumentaren om den amerikanske soloklatrer Alex Honnold, Free Solo – som vist stadig ligger på NRK – og prøv så at holde øje med din krops reaktioner, når den følger Honnolds krop. Selv har jeg for nylig set en dokumentar om Diego Maradona. Jeg opdager, fordi jeg tilfældigvis kommer til at se mig i spejlet, hvordan jeg sidder og bevæger mig, mens jeg ser ham drible, hvordan min krop orienterer sig mod de vektorer, den fart og de spændinger, den opfatter i Maradonas krop. Vi finder den samme helt umiddelbare kropslige solidaritet i gyserfilm, i stuntshows som i Jack Ass-serien, i de mange scares, shock-, pain og laughter-videoer, der cirkulerer på Youtube, og som har millioner af seere. Grunden til at folk ser disse videoer er at kroppe føler hverandre, smitter af på hverandre; at former for energier og affekter, der næppe har megen diskursiv mening, udveksles. Bevares, vi har nok at gøre med mere komplekse kulturelle former, taler vi ballet, bjergbestigning eller fodbold. I sådanne kulturaliserede sammenhænge kender vi til flere sproglige artikulationer. Vi kan sammen presse mere begrebslig mening ind vores oplevelser og sansninger, og berige og udfolde dem yderligere, når det kommer til ‘rigtig kultur’. Men var vi ikke først forbundne med de kroppe, vi ser på scenen, på bjergvæggen eller på stadion, var der intet fundament for disse kultiveringsprocessorer. Vi ville ikke føle det, vi så.

 

Det seksuelle begær er blot endnu et eksempel på denne momentane sammenfiltrethed: Min krop er konstant ude og røre andre kroppe. Og igen er det måske mere interessant at fokusere på hvordan kroppe begærer hinanden på afstand, end på selve den seksuelle akt. Her kommer vi altså alligevel til at tale om berøringer – men berøringer på afstand. Følesansen, det så allerede Merleau-Ponty, smitter af på synsansen. Hvordan skal vi ellers beskrive det? Den anden menneskekrop der tiltrækker mit blik, rører blikket faktisk ved – i et splitsekund – før jeg føler det stik af lettelse eller afsavn, der følger af bevidstheden om min fysiske adskillelse fra denne anden krop. Min krop er ‘ude ved andre kroppe’ hele tiden. Igen: Hvis jeg anstrenger mig, kan jeg nok for en tid hindre den i at kigge på det den egentlig har lyst til at kigge på, rive den ud af dens seksuelle liv med andre kroppe. Men på sin vis forbliver jeg tilskuer til mit eget begær. Jeg reagerer på noget som ‘altid-allerede’ sker for mig.

Det seksuelle skal selvfølgelig ikke reduceres til denne kropslige sammenfiltrethed – der er god sociologisk ræson i at undersøge historiske og diskursive konstruktioner af kærlighed, seksualitet og begær – men kroppenes oprindelige kollektivitet forbliver en form for konstitutiv klangbund for disse fænomener. Den sociologi som kun ser det diskursive forbliver sært blodfattig. Den ender i sidste ende i en individualistisk blindgyde uden blik for det sociale livs konkrete rigdom.

 

Lad os komme tilbage til udgangspunktet. Kroppe kan kun være bange for hinanden – og bruge denne angst til at undgå hinanden – fordi de hænger sammen fra starten, fordi de solidariserer sig med hinanden og næres ved hinandens angst. Men denne angst begynder nu at slippe sit tag. Min krop er ikke længere helt så god til selv at huske at holde afstand, at gå udenom, at vaske hænder grundigt eller at undgå at røre sig i ansigtet. Vi begynder at få brug for vilje og beslutsomhed. Og vi begynder at savne andre kroppe og de helt specielle former for kollektivitet, der trives mellem dem. Dette bringer mig til min næste breaching.

 

Kroppen i masseritualet

Den anden breaching, vi skal kigge på, handler om det tomme stadion, det tomme koncerthus. Om fodboldkampe uden publikum. Jeg er jo selv ansat på universitetet i Oslo og har gjort mine første erfaringer med online-undervisning. Også hér har jeg haft oplevelser, der i den grad kontrasterer med hvordan det plejer at være – og derfor lærer mig noget om præcis dette.

 

Når kunstnere og musikere beskriver, hvad det er, de savner, når de kigger ud i de tomme sale, bruger de ord som ‘atmosfære’, ‘vibe’, ‘stemning’. De taler om et godt eller et dårligt publikum, som en del af koncerten. En god koncert kan ikke bare streames hjemmefra. Det vil være en fattig oplevelse. Men hvad er det egentlig man savner?

 

Man kan jo starte med at spørge, hvad en vellykket koncert eller festival egentlig er? Her har Randall Collins et godt svar. Det drejer sig om at dele et fælles fokus og om at vise dem, man deler med, at man nyder at dele. Er man til en virkelig god koncert holder selv de dæmpede samtaler omkring en op. Alle fokuserer på det, som foregår på scenen. Man fornemmer, at alle andre kroppe peger den samme vej, bevæger sig i samme rytme – og nyder det samme sammen med én. Dette sker også i endnu større fora. En festival er netop et forum, hvor man nyder det fælles, det som sker lige her og lige nu i disse dage; festivalen vender indad, skaber et rum, hvor vi er sammen om at feste og om at kultivere og berige netop denne følelse og dette frirum sammen. Men det forholder sig ikke anderledes med den intime og hyggelige situation med venner eller familie. Det handler igen om at vise, at man har opmærksomheden samme sted, at vi deler selve det at dele noget. Det øjeblik datteren tager sin mobiltelefon frem, og dermed indikerer, at hun ikke er en del af det fælles rum, at hun ikke længere deler, ødelægges stemningen. I alle disse tilfælde handler det om det kollektive. Om en bestemt form for dynamik der gælder i alle kollektive fora, alle størrelsesskalaer og i forskellige grader af intimitet eller anonymitet. Det handler om at dyrke, værdsætte, nyde det kollektive som sådan. Selve det at være sammen. Det er denne nydelse, der får folk til at synge sammen på altaner eller klappe for sundhedspersonalet. Det er fundamentalt energibringende at tage del i sådanne former for kollektivitet. Hvis de virker, altså! Når det virkeligt går hedt til på festivalen eller til teknofesten, går selv peergruppen i opløsning. Den amerikanske sociolog John Lofland taler om crowd joys, om selve glæden ved at være en del af massen. Alle nyder at nyde det, alle andre nyder – og alles nydelse er afhængig af, at alle andre også nyder. Man kunne med en anden af de klassiske sociologer, tyske Georg Simmel, tale om en slags ‘selskabelighedens demokrati’.

 

Men hvorfor, kunne man spørge, transmitterer man overhovedet sport eller musik med det tilstedeværende publikum? Hvorfor ikke bare fokusere på selve spillet? Eller musikken? Hvorfor overhovedet gå til en fodboldkamp, når man kan sidde med alle fornødenheder hjemme og se klart bedre? Hvorfor findes der stadig biografer, premierer, fester, festivaller, koncerter, teatre og stadioner – og forelæsningssale? Det kan jo ikke længere handle om at give flest mulig adgang til den samme oplevelse, – i vore dage har vi elektroniske og digitale medier til det. Nej, sådanne fysiske rum med deres indretning og design har også det formål at skabe kollektivitet – og derved at intensivere det sete eller hørte. Ikke blot med familie og venner og medstuderende, men ofte med helt anonyme andre. Og vi gør det hele tiden. Tager vi ikke ind og ser kampen, inviterer vi venner eller veninder hjem. Eller vi går på cafe eller finder en af de dertil opsatte storskærme.

 

Men en ting er, hvordan vi ‘kollektiviserer’ modtagelsessiden. Endnu vigtigere synes det at være at affektive kroppe sendes med rundt i æteren fra starten. Det gælder fodboldkampe, sport og koncerter, men det gælder også store offentlige rituelle begivenheder. Selv når massen æstetiseres i billeder af store mængder af samlede kroppe i koncertsalen, på gaden eller pladsen, eller i form af fakkeltog, parader og opmarcherede ornamenter, er der normalt også altid et tættere blik, der formidler de varme, agiterede og kollektive kroppe; begejstringen, beundringen eller alvoren i det enkelte ansigt – gerne med krydsklip til det eller den, disse kroppe samles om. Det gælder Leni Riefenstahls klassiske film om Hitler i Nürnberg i 1934, men det gælder også, og uden sammenligning i øvrigt, andre store offentlige begivenheder, begravelser, kroninger, mindebegivenheder eller andre medierede masseritualer, ligesom det gælder Melodi Grand Prix og store sportsevents. Og dermed forbliver det mediebårne ritual afhængig af at selve masseritualet virker. Ligegyldig hvor mange seere, der sidder derhjemme, virker Reportagen fra det tomme stadion underlig flad og livløs. Det faktum, at der ikke er noget fysisk tilstedeværende publikum i salen, gør ikke blot begivenheden fattigere for de optrædende, men også for dem, som sidder hjemme i stuen.

 

Der er andre interessante ting på spil her end selve nydelsen af det kollektive. Det kollektive puster liv og vigtighed ind i tingene. I sociologien har vi siden Durkheim talt om det hellige. Det objekt som ‘symboliserer’ gruppen får en helt speciel status. Men vi har i virkeligheden at gøre med helt almene mekanismer her. Den, som har set en stor fodboldkamp på TV eller computer og prøvet at skrue ned for lyden fra stadion, ved at det ligesom skaber en uvirkelighedsfornemmelse. Musikeren eller skuespilleren, der optræder uden publikum, har svært ved at engagere sig. Det bliver ligesom lidt ligegyldigt det hele. Men hvorfor?

 

Svaret er ikke blot, at man nyder at være sammen med andre kroppe, men at de kollektive energier og følelser ligesom projiceres over i det delte objekt. Der sker noget med den oplevelse eller det objekt, som deles. Det hele føles vigtigere, mere virkeligt, mere frygteligt, mere intenst, mere afskyvækkende, mere glædeligt, simpelthen mere. Den fodboldkamp, man aktivt investerer sig i sammen med tusinder af andre på stadion, bliver ekstremt spændende; det musik-idol eller band man hyper sammen med venner eller veninder bliver endnu bedre eller endnu mere fysisk uimodståeligt; den debat man følger på TV bliver mere intens, hvis der er et publikum i studiet; den sitcom, man ser, lidt morsommere med brug af dåselatter; den modeting, som andre også begærer, bliver endnu mere attraktiv; det toiletpapir, andre hamstrer, må jeg også have. I alle disse tilfælde er der andre kroppe, der har fat i min krop. Selv computerspil og digitale aktiehandelsprogrammer har kunstige publikumslyde, der indikerer den intense stemning på børsen eller fodboldstadion. I de kendte FIFA-spil vokser brølet fra stadion i takt med at spilleren bevæger sig tættere på modstanderens mål. Hermed skabes intensitet. Vores kollektive krop hjælper os med at investere os i det vi gør. Det vi fokuserer på sammen med andre, er bare ligesom mere real.

 

Kroppenes fysiske tilstedeværelse er altafgørende for at udvikle kollektive energier sammen. Og de mangler nu. Bevares vi har da stadig de kongelige at samles om. Og i Sverige har de tilmed stats-epidemiolog, Anders Tegnell. Disse personer fungerer som katalysatorer for kollektive energier. De giver os noget at samles om og virker som projektionsflader for kollektive energier. Men der mangler stadig noget: krop. Vi kan måske holde varmen for en tid ved at synge sammen i boligblokken eller klappe sammen i solidaritet med heltene i sundhedsvæsenet, eller noget tredje, men i længden er det næppe nok. Dåselatter eller kunstige publikumslyde er heller ikke svaret.

 

Sociologien om kroppens kollektivitet kan hjælpe os til at forstå hvorfor vi reagerer som vi gør i den nuværende triste situation. Dette handler ikke kun om mangel på berøring, hudsult eller påtvungen seksuel afholdenhed for dem, som er uden fast partner. Det handler i høj grad også om helt fremmede og anonyme kroppe. Om dem vi normalt deler oplevelser med til festen, på gaden, på stadion eller i koncerthuset. Det handler om et indblik i kroppens helt eget liv med andre kroppe og om hvor meget dette anonyme kollektive liv betyder for os.

 

For den der ønsker at varme sin frosne krop, anbefaler jeg stemningsoptagelser fra Borussia Dortmunds sydtribune. De findes på YouTube,

_______________________________________________________________

Teksten har tidligere vært publisert i en kortere versjon i danske avisen Information: https://www.information.dk/moti/2020/04/kroppe-haenger-sammen-foer-tanken-skiller?lst_cntrb